Ny formand: Ingen garanti mod skolelukninger

For en god uges tid siden, var hun et politisk helt nyt og ubeskrevet blad. I dag er 36-årige Janne Hansen fra Sakskøbing både byrådsmedlem og formand for børne- og skoleudvalget i Guldborgsund Komunne.

Og den unge Venstre-politiker, der er mor til fire og skolelærer, er stadig overvældet over valgets udfald.
- Det har en været en helt vildt hektisk og spændende uge, så jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende. Jeg har virkelig haft svært ved at sove om natten, og det har oversteget alle mine forventninger og drømme. Det har været helt vildt og langt mere, end jeg havde turdet håbe på, så jeg var simpelhen så glad, siger Janne Hansen.

Hun havde efter valget håbet på at få sæde i børne- og skoleudvalget eller kultur-og fritidsudvalget.
- Men at jeg skulle være så heldig at få en formandspost, det havde jeg ikke turdet drømme om. Men jeg er super glad for det, siger Janne Hansen.

Hun er godt klar over, at kommunen fattes penge, og derfor har hun heller ingen planer om at komme med revolutionrende ændringer på området. I stedet vil hun forsøge at fortsætte forgængeren Jens Erik Boesens (V) linje.
- Han har gjort et helt fantastisk arbejde i de første fire år efter kommunesammenlægningen, så min intention er at fortsætte det gode arbejde, han har lavet. Og så vil jeg gøre alt for, at der ikke bliver truffet nogen skrivebordsafgørelser, for jeg vil rigtig gerne ud i felten og høre, hvad de, der er berørt af børne- og skoleområdet har at sige, siger Janne Hansen.

Om skolelukninger
Direkte adspurgt, om der skal lukkes skoler i kommunen i løbet af de kommende fire år, siger den nye formand:
- Det kan jeg ikke overskue på nuværende tidspunkt. Jeg er godt klar over, at det på landsplan ser ud som om, at der skal lukkes en del skoler inden for de næste fire år. Og jeg vil ikke stå på nuværende tidspunkt og garantere, at der ikke skal lukkes skoler i kommunen.
- Jeg vil selvfølgelig ikke gå direkte ud og lukke skoler. Det er slet ikke mit mål, men jeg tør ikke love, at de slet ikke bliver berørt. Det tror jeg vil være meget naivt af mig. Men som sagt, så bliver jeg nødt til at skulle ind og se på det hele først. Det har jeg ikke haft en jordisk chance for på kun en uge. Men jeg vil bruge den næste måneds tid frem til 1. januar på at forberede mig bedst muligt, forklarer Janne Hansen.

Har du på noget tidspunkt været bange for, om formandsopgaven var for stor til, at du kan klare den allerede nu?
- Jeg håber og tror virkelig på, at jeg kan klare det. Jeg er jo så heldig, at jeg har en baggrund i skoleverdenen i og med, at jeg selv er skolelærer. Så jeg kender mange dele af den verden, men som ny politiker, kender jeg selvfølgelig ikke det hele. Men det kan måske også være en fordel, at der på den måde kommer nogle nye øjne og ser på det hele.
- Men jeg vil gå ydmygt til opgaven og læne mig op ad nogle af de erfarne kræfter, der er i forvaltningen og blandt de andre politikere, siger Janne Hansen og tilføjer:
- Jeg er ret sikker på, at jeg kan klare opgaven. Jeg skal i hvert fald gøre mit allerbedste for det.

Janne Hansen får Martin Lohse (G) som næstformand i børne- og skoleudvalget. Lohse sad også i udvalget i den forgangne byrådsperiode.

Foto: Janne Hansen.

Den nye formand for børne- og skoleudvalget i Guldborgsund Kommune, Janne Hansen, glæder sig til at komme i gang med arbejdet, men..

Offentliggjort Sidst opdateret