Ny forsvarsminister: Jeg jubler ikke på den baggrund
Peter Christensen og Carl Holst skåler i ministeriet onsdag - Christensen uden egentlig jubel. Foto: Lars Krabbe/POLFOTO
Lars Krabbe/POLFOTO
Peter Christensen har som det første bedt om møder med utilfredse ansatte for at styrke dialog med Forsvaret.
En af de allerførste handlinger, Peter Christensen (V) foretog som ny forsvarsminister, var at bede om møder med repræsentanter for Forsvarets ansatte.
Nu skal dialogen styrkes med de medarbejdere, som søger væk i frustration over vilkårene. Samtidig skal der lyttes til de øvrige politiske partier på Christiansborg, så det brede samarbejde på forsvarsområdet kan fortsætte.
Sådan lyder programerklæringen fra Peter Christensen.
- Jeg har lyttet mig til, at mange medarbejdere i Forsvaret siger, at der ikke er sammenhæng mellem ressourcerne og de forventninger, der bliver stillet til dem. Det vil jeg gerne have en dialog om, siger Peter Christensen.
Han fastslår samtidig, at han ikke overtager posten med et stort glædesudbrud, fordi hans comeback i dansk politik skyldes Carl Holsts (V) fald som minister.
- Jeg er ikke jublende for den baggrund, det sker på. Jeg har kendt Carl Holst i det meste af mit liv. Og jeg kan ikke glæde mig over, at jeg kommer til, da han måtte forlade posten efter kort tid, siger Peter Christensen.
Ved folketingsvalget i juni blev Peter Christensen fravalgt af vælgerne og måtte derfor trække sig fra Christiansborg. Han erkender selv, at han fik et nej tak fra vælgerne:
- Det kan man godt konkludere. Jeg blev i hvert fald ikke valgt. Men for mig handler politik ikke om at være populær, men om at træffe nogle gode beslutninger, så forsvaret kan levere også i udlandet. Det vil jeg gerne stå i spidsen for.
Han blev ringet op tirsdag aften af statsminister Lars Løkke Rasmussen, som kom med det overraskende tilbud om en ministerpost. Ifølge Peter Christensen havde han frem til tirsdag "ikke tænkt en politisk tanke i et par måneder".
- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle tilbage i dansk politik. Så da statsministeren ringede mig op klokken 22, skulle jeg først til at indstille tankerne på at skulle tilbage i politik. Men jeg sagde ja hurtigt, fordi det var forsvarsområdet.
Spørgsmål: Du blev vraget af vælgerne, er det fortjent, at du har fået posten?
- Jeg ved ikke, om begreber som fortjent er særligt egnet til politik. Jeg er blevet spurgt af statsministeren om at varetage ansvaret, fordi han mener, jeg kunne gøre et godt stykke arbejde. Hvis statsministeren ringer, så siger man ja, lyder det fra Peter Christensen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker