Mere papirnusseri, mindre tid til at løbe efter kriminelle.
Det kan ifølge Politiforbundet meget vel blive konsekvensen af regeringens særlige ghetto-udspil, der sammen med en samlet flerårsaftale for politiets økonomi ventes at falde på plads i løbet af denne uge.
- Det er noget, som dræner politiet, og vi frygter, at det vil gå ud over især lokalpolitiet og beredskabet, der i forvejen er hårdt spændt for, lyder det fra Politiforbundets formand, Peter Ibsen.
Regeringen vil skrue op for politiets tilstedeværelse i landets udsatte boligområder, men ifølge betjentenes fagforening risikerer planen i sidste ende at øge papirbunkerne på den enkelte betjents skrivebord.
- Udspillet lægger op til mere registrering og flere målinger af politiets arbejde - blandt andet af sådan noget som hjemmebesøg hos borgere. Det havde vi gerne været foruden. Især i en tid, hvor der ikke er penge til det hele, påpeger forbundsformanden.
Justitsminister Morten Bødskov (S) maner imidlertid til besindelse.
- Forhandlingerne om politiets økonomi forløber konstruktivt. Jeg synes, at man bør afvente resultatet af disse forhandlinger, inden man gisner om den endelige aftales indhold, lyder det fra justitsministeren.
Justitsministeren har fra forhandlingernes start slået fast, at "politiet kommer til at bidrage til genopretningen af dansk økonomi".
Den sætning bliver - i hvert fald i Politiforbundets ordbog - oversat direkte til, at der er nedskæringer i vente, og at det kun er et spørgsmål om, hvor omfattende de bliver.
Politiet blev sidste år bedt om at finde besparelser på budgettet for et trecifret millionbeløb frem mod 2015.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker