Ny klimatekst henviser ikke til København

Et nyt arbejdspapir, der blev fremlagt torsdag aften på ugens klimamøde i Bonn, dropper formelt alle henvisninger til erklæringen fra klimatopmødet i København, Copenhagen Accord.

En del af indholdet i erklæringen fra Bella Center er dog løftet over i den ny tekst.

Således fastholder papiret, at de rige lande i 2010-2012 skal yde 180 milliarder kroner i klimahjælp til de fattige ulande, som er mest sårbare over for storme, tørke og oversvømmelser. Og det langsigtede mål om, at klimahjælpen i 2020 skal være 600 milliarder kroner årligt, er også med.

Med hensyn til at skære i CO2-udslippet giver teksten store valgmuligheder. Papiret foreslår, at verden forpligter sig til i 2050 at skære udledningen af drivhusgasser med mellem 50 og 85 procent i forhold til niveauet i 1990. Industrilandene skal skære med 80-95 procent.

Når titlen "Copenhagen Accord" og en række direkte formuleringer er skrevet om, skyldes det, at Københavns-erklæringen stadig er en rød klud i ansigtet på mange ulande, som følte sig svigtet af de rige lande i København.

En kilde tæt på processen siger: - Det er simpelthen for tidligt at sige noget om, hvad den ny tekst kommer til at betyde for de videre forhandlinger. Men det er forkert at sige, at alle referencer til Copenhagen Accord er taget ud.

Tove Maria Ryding fra Greenpeace mener, at der er både positive og negative elementer i teksten.

Hun siger, at det fortsat er meget usikkert, om Kyoto-aftalen skal forlænges efter 2012. Og afsnittet om håndhævelsen af reglerne er meget svagt, så det bliver for nemt at løbe fra sine forpligtelser.

- Endelig står der, at CO2-udledningen skal toppe i 2020. Her siger vi 2015, for i mellemtiden vil der blive bygget mange kulkraftværker, så på den måde låser man økonomien fast, siger Tove Maria Ryding.

Greenpeace glæder sig dog over, at CO2-reduktionsmålene i 2050 kan blive forholdsvis skrappe, og at papiret opererer med en afgift på brændstof til fly og skibe. Derved kan der skaffes penge til mere grøn teknologi i ulandene.

/ritzau/

Nyt arbejdspapir på klimamødet i Bonn omtaler ikke erklæringen fra klimatopmødet i København. Men en række elementer er med, herunder klimahjælp til ulande.

Offentliggjort Sidst opdateret