Ny ledelse splitter radikalt bagland

Det ligner dødt løb, inden Det Radikale Venstres græsrødder i weekenden skal beslutte, hvem der skal være partiets næste landsformand.

En rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt De Radikale kommuneformænd, viser, at baglandet er dybt uenige om, hvem der i fremtiden skal stå i spidsen for partiets landsorganisation.

Partiets landsformand, Søren Bald, takker af og skal efterfølges af enten Klaus Frandsen eller Mikkel Sarbo. Af de 26 radikale kommuneformænd, som Ritzau har været i kontakt med, svarer knap hver tredje, at de foretrækker Klaus Frandsen. Knap hver fjerde mener, at Mikkel Sarbo er bedste bud på en landsformand, mens omtrent halvdelen endnu ikke har taget stilling.

De Radikales kommuneformand i Thisted, Gustav Sieg Sørensen, ser muligheder i begge kandidater, men i stil med et spinkelt flertal foretrækker han Klaus Frandsen.

- Han har den fordel, at han ikke har været indblandet i de ting, der er sket i de sidste par år - altså med Naser Khader og Simon Emil Ammitzbøll, der er brudt ud, siger han.

Der bliver også kampvalg om næstformandsposten. Her udfordres partiets nuværende næstformand, 30-årige Zenia Stampe, af Hanne Jakobsen fra Odense, der har været medlem af Det Radikale Venstre siden midten af 1970'erne. Mere end halvdelen af de kommuneformænd, som Ritzau har været i kontakt med, foretrækker Stampe, mens knap 4 ud af 10 mener, at Hanne Jakobsen er partiets rette næstformand.

Selve ledelsesstrukturen vil formentlig også blive diskuteret på landsmødet. Et underudvalg har de seneste måneder arbejdet på et oplæg til en ny struktur med en formand, der også er folketingsgruppens leder, samt en organisatorisk næstformand, der har den primære kontakt til baglandet.

Men idéen møder ikke entydig opbakning i baglandet. Hver tredje kommuneformand er fortaler for en sådan struktur, en anden tredjedel er modstander af idéen, mens den sidste tredjedel er i tvivl.

/ritzau/

Både formandsposten, næstformandsposten og selve ledelsesstrukturen deler de radikale vande forud for Det Radikale Venstres landsmøde i weekenden.

Offentliggjort Sidst opdateret