Ny statsborgerskabsaftale får kølig blå modtagelse
Regeringen og Enhedslisten indgik torsdag en ny aftale, som ændrer vilkårene for ansøgere af dansk statsborgerskab.
Den nye aftale, som blandt andet betyder lempelser på krav til sprogkundskaber og en ny statsborgerskabsprøve, får en kølig modtagelse blandt de borgerlige partier.
I Venstre er man skuffet over at være blevet udeladt af forhandlingerne om de nye retningslinjer. Resultatet er nemlig blevet en al for let adgang til dansk statsborgerskab, mener Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen.
- Vi synes det er en række lempelser, som gør det for let at blive dansk statsborger, siger han og fortsætter:
- Der er jo ikke nogen, der har ret til at blive statsborger i et andet land. Det er noget man skal gøre sig fortjent til, og der synes vi regeringen sætter barren for lavt.
Heller ikke i Dansk Folkeparti ser man med milde øjne på den nye aftale. Her kalder man det en "sørgelig dag for integrationen".
- Vi ser ingen positive toner i det her. Vi opfatter det som rene lempelser, siger indfødsretsordfører og formand for indfødsretsudvalget, Christian Langballe.
Han mener, at aftalen er endnu et løftebrud fra den røde regering.
- Regeringen løber fra løfterne om, at der ikke ville blive lempet. Det er endnu et løftebrud, hvor man bruger salamimetoden til langsomt at rulle tingene tilbage, og det synes vi er utroligt trist, siger han.
De nye retningslinjer træder i kraft allerede den 15. juni i år, men den nye statsborgerskabsprøve, som skal erstatte den omstridte indfødsretsprøve, bliver først klar til juli 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker