Ny udlændingeaftale tager markant skridt

Med den nye udlændingeaftale har regeringen og DF taget et afgørende skridt. I dag er det stort set umuligt at miste en permanent opholdstilladelse i Danmark, men det bliver muligt med den nye udlændingeaftale, som faldt på plads mandag.

- Det er et markant brud, at man kan fratages sin permanente opholdstilladelse. Det har før kun været muligt, hvis man har begået svig, da man fik opholdstilladelsen, siger Kim Ulrich Kjær, chefkonsulent og ekstern lektor i Udlændingeret ved Københavns Universitet.

Regeringen og DF er enige om, at en permanent opholdstilladelse ikke skal være mere permanent, end at den kan inddrages, hvis man begår socialt bedrageri, eller hvis man som flygtning rejser på ferie i det land, man flygtede fra.

I dag tager det syv år at få permanent opholdstilladelse i Danmark, og så er man stort set fredet.

- Det er kun, hvis man har afgivet en løgnagtig forklaring som udgangspunkt for sin opholdstilladelse i Danmark, at man kan fratages sin permanente opholdstilladelse, siger Kim Ulrich Kjær.

Til gengæld gør aftalen det muligt at få permanent opholdstilladelse allerede efter fire år i Danmark, hvis man opfylder en række krav i et pointsystem. For eksempel at man har lært dansk på et vist niveau og har været i beskæftigelse i minimum to et halvt år.

Aftalen har fået kritik for at svigte de svageste flygtninge.

- Det er fuldstændig urealistisk at forestille sig, at traumatiserede flygtninge skal kunne opfylde de krav. Det afspejler, at man fra politisk side ikke kan se forskel på flygtninge og indvandrere som for eksempel familiesammenføres, siger Kim Ulrich Kjær.

/ritzau/

Det er et markant skridt, at man nu kan smide folk med permanent opholdstilladelse ud af Danmark, vurderer ekspert i udlændingeret.

Offentliggjort Sidst opdateret