Nye Borgerlige har mistet tillid til spidskandidat i København
Drømmen om en plads i Folketinget blev kort for Nye Borgerliges Hans Blaaberg. Partiets hovedbestyrelse har torsdag besluttet at vrage ham som spidskandidat i Københavns Storkreds. (Arkivfoto). Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Nye Borgerliges hovedbestyrelse har ved et møde torsdag besluttet at vrage spidskandidaten Hans Blaaberg.
Nye Borgerliges hovedbestyrelse har torsdag besluttet, at spidskandidaten i Københavns Storkreds Hans Blaaberg ikke må stille op for partiet til næste folketingsvalg. Det skriver Ekstra Bladet.
Det skyldes, at partiet har mistet tilliden til ham, fortæller Jesper Hammer, der er organisatorisk næstformand i Nye Borgerlige, til Ekstra Bladet i en mail.
Den tidligere spidskandidat har efter sigende "dækket over en sag mod ham, som risikerer at skade partiets anseelse i offentligheden alvorligt", skriver Jesper Hammer til Ekstra Bladet.
Ifølge Hans Blaaberg, der til daglig arbejder som politibetjent, er beslutningen truffet på baggrund af en anmeldelse til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
- Der var nogle rygter om en anmeldelse, men jeg havde ikke fået noget at vide. Så jeg kontaktede DUP og fik bekræftet anmeldelsen, men fik også at vide, at de ikke engang var gået i gang med at kigge på den endnu, fortæller Hans Blaaberg til Ekstra Bladet.
Hans Blaaberg er endnu ikke gjort bekendt med anmeldelsen, skriver han på Facebook. Sagen er ikke påbegyndt, fordi anmeldelsens pålidelighed først skal vurderes.
Den tidligere spidskandidat deltog ikke selv i torsdagens hovedbestyrelsesmøde, men modtog besked om afgørelsen over telefonen. Det er han "rigtig ærgerlig over", siger han til Ekstra Bladet.
Nye Borgerliges hovedbestyrelse består af blandt andre formand Pernille Vermund samt medstifter Peter Seier Christensen, Lars Boje Mathiesen og Mette Thiesen.
Hovedbestyrelsen har valgt at give øverste plads på stemmesedlen i Københavns Storkreds til partiets enlige medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Niels Peder Ravn.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker