Nye danskere vil stævne DF for omstridt annonce
Dansk Folkeparti og partiformand Kristian Thulesen Dahl modtager i næste uge en stævning fra 14 nye danske statsborgere, som nævnes i en omstridt avisannonce fra DF.
I DF-annoncen, der blev trykt i flere aviser i slutningen af maj, nævnes navn og bopælskommune på 685 personer, som sidste måned fik dansk statsborgerskab, under overskriften: "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker ..."
Ifølge advokat Thorkild Høyer, der repræsenterer de 14 personer, overtræder Dansk Folkeparti dermed straffelovens § 267 om æreskrænkelse.
En overtrædelse, som straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.
- DF's annonce har direkte og alene indebåret, at mine klienter forbindes til terror, hvilket de oplever som en voldsom krænkelse, idet det kan få store og uoverskuelige konsekvenser for dem, bl.a. i forbindelse med jobansøgninger, uddannelse i og rejser til udlandet, deres omdømme i lokalsamfundet og i faglige og personlige netværk, skriver advokaten i et brev til Kristian Thulesen Dahl.
Thorkild Høyer henviser også til, at en Google-søgning på hans klienters navne linker dem til den omtalte annonce, så de ikke kan slippe fri af terrormistanken.
De 14 nye danskere åbner døren på klem for et forlig, hvis de modtager "en uforbeholden personlig og skriftlig undskyldning for, at DF uretmæssigt har sammenkædet deres navn med terrorisme".
Derudover skal DF fjerne annoncen fra partiets hjemmeside og rette henvendelse til Google om at få linket fjernet fra deres søgemaskine.
Det har ikke været muligt at træffe Kristian Thulesen Dahl, men DFs næstformand, Søren Espersen, slår fast, at DF ikke vil undskylde noget som helst.
- Den her annonce har vi det utrolig godt med. Det var et meget væsentligt indspark i debatten, og vi føler bestemt ikke, at vi på nogen måde har hængt nogen ud.
- Vi kan ikke gøre andet end at konstatere, at der nu er et sagsanlæg på vej, og det må vi tage som det er. Vi er ikke interesserede i at indgå noget forlig, siger Søren Espersen.
DF lavede annoncen i slutningen af maj, fordi én af personerne på listen over nye danske statsborgere har været overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET) for "bekymrende og mistænkelig" adfærd. Personen er hverken sigtet, tiltalt eller dømt.
Trods DF's protester blev listen med de nye danske statsborgere godkendt af Folketinget i begyndelsen af juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde