Nye job går til folk med arbejde i forvejen
Hver måned får flere end 62.000 danskere nyt job.
Men langt de fleste af de nye job går til folk, der allerede er i arbejde, skriver Politiken.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kortlagt, hvem det er, der får de nye job på arbejdsmarkedet. Konklusionen er, at der i høj grad er tale om en lukket fest. Folk, der allerede er inde på arbejdsmarkedet, bytter job med hinanden.
Derimod er det meget svært for langtidsledige at komme ind på jobmarkedet.
Kun hver fjerde af de nyansatte var ledige, da de blev ansat, og kun 4,5 procent var langtidsledige, skriver Politiken.
Kortlægningen blev bestilt af Dansk Metal, fordi forbundet følte, at især langtidsledige stod for skud, og fordi "det hang i luften, at de ledige ikke gad søge arbejde", siger hovedkasserer Torben Poulsen fra Dansk Metal til Politiken.
I stedet mener Dansk Metal, at det er arbejdsgiverne, der ikke løfter deres ansvar for at skaffe job til langtidsledige.
- Mange arbejdsgivere går uden om dem, siger Torben Poulsen fra Dansk Metal.
- Det er kun én til to procent af vore langtidsledige medlemmer, der får de akutjob, som er tiltænkt langtidsledige, så selv med aftaler og gode intentioner er det svært, tilføjer han.
Dansk Arbejdsgiverforening hæfter sig ved, at der er mange jobåbninger på arbejdsmarkedet trods krisen. Deres vurdering er, at ledige har gode muligheder for at finde job.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde