Hvis det rygtes, at asylansøgere må arbejde i Danmark, også selv om de har fået deres sag afvist, kan det få flere til at søge asyl herhjemme.
Det vurderer én af landets mest fremtrædende udlændingeadvokater, Kåre Traberg Smidt.
- Sådan kan budskabet også blive udlagt af de agenter, som hjælper asylansøgerne ud i verden. Hvis den vare, som de sælger, også rummer muligheden for at få et job, stiger varen i pris, siger advokaten til Ritzau.
Traberg Smidt understreger dog, at han ikke forventer nogen voldsom stigning i antallet af personer, som vil søge asyl i Danmark.
Generelt er han tilfreds med de bebudede ændringer på asylområdet.
- Samfundsmæssigt giver det rigtig god mening, at asylansøgere skal have mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. På det psykologiske og personlige plan er det en klar gevinst for de mennesker, det drejer sig om, siger Laue Traberg Smidt.
Men han mener samtidig, at den måde, som regeringen implementerer og kommunikerer på, kan medvirke til at stoppe en tilstrømning af asylansøgere, der lader sig lokke af udsigten til at arbejde, "og som ofte kun hører med et halvt øre".
Ét af værktøjerne kunne ifølge Traberg Smidt være at sætte 12 måneder i stedet for 6 måneder som grænsen for at komme ud af asylcentrene og søge arbejde.
- Meget generelt ville det måske også virke i samme retning, hvis de nye bestemmelser blev indfaset over ét til to år, tilføjer han.
Generelt har han ros til de ændringer i udlændingeloven, som er skitseret i regeringsgrundlaget.
- Ændringerne sender et klart signal om en mere human, realistisk og humanitær tilgang til tingene, mener advokaten.
Det gælder ikke mindst de nye regler for familiesammenføring.
- Hidtil har systemet rangeret over det enkelte menneske, når lovgivningen er blevet brugt til at forhindre forældre i at bo sammen med deres børn i Danmark, slutter Traberg Smidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde