Nyrup genvalgt som europæisk spydspids

Poul Nyrup Rasmussen fortsætter i de kommende to et halvt år som formand for de europæiske socialdemokrater, PES. Det står klart, efter at et overvældende flertal på en kongres i Prag har genvalgt den tidligere danske statsminister som spydspids for PES.

327 ud af 333 delegerede stemte for Nyrup, der ikke havde nogen modkandidater. Nyrup lovede sine europæiske partikammerater, at han vil kæmpe for at få de kriseramte socialdemokrater på banen igen oven på et sløjt valg til Europaparlamentet tidligere på året. Det skal blandt andet ske ved at vise, at det er socialdemokraterne, der har bukserne på, når det kommer til håndteringen af den økonomiske krise.

- Det vigtige for os i denne tid er, hvordan vi skal tackle recessionen, som er den værste finansielle krise siden 1930'erne. Kløften mellem rig og fattig har aldrig været større. Det må vi ændre, siger Nyrup fra kongressen.

Den 66-årige Poul Nyrup Rasmussen sad indtil i sommer selv i Europaparlamentet for Socialdemokraterne, og han vil ikke afvise, at han stiller op til formandsposten igen om to et halvt år.

/ritzau/

Foto: ARMANDO FRANCA/AP

Et stort flertal har genvalgt tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen som formand for de europæiske socialdemokrater, PES, på en konges i Prag.

Offentliggjort Sidst opdateret