Nyt energiudspil: Op mod 200.000 danske hjem skal bytte til fjernvarme
Tirsdag præsenterede regeringen reformudspillet 'Danmark kan mere II'. Udspillet handler blandt andet om, hvordan Danmark kan accelerere den grønne omstilling og hurtigere blive uafhængig af russisk gas. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Op mod 50 procent af de husholdninger, der i dag bruger naturgas, skal være overgået til fjernvarme senest i 2028.
Det siger klimaminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde tirsdag, hvor regeringen præsenterer sin plan for, hvordan Danmark skal blive uafhængig af russisk gas.
Ifølge regeringen er der i dag omkring 400.000 danske hjem, som opvarmes med naturgas.
For 30-50 procent af dem vurderer regeringen, at fjernvarme vil være det bedste alternativ. De skal omstille sig til fjernvarme løbende og senest i 2028.
Andre skal have varmepumpe. Regeringen vurderer, at det vil være "attraktivt" for omkring 20 procent af husstandene at få en varmepumpe inden 2030.
- Det er realistisk, men vi har travlt, siger Dan Jørgensen.
Ifølge brancheorganisationen Dansk Fjernvarme vil omkring to tredjedele af de cirka 400.000 husstande, som har gasfyr, kunne få tilbud om fjernvarme.
Bor man i et område med fjernvarme, løber det i en hovedledning i vejen. Dermed kan man omlægge til det. Er der ikke etableret en hovedledning i ens område, skal det lokale fjernvarmeværk og kommunen beslutte at udvide forsyningen i området.
Disse danskere kan få fjernvarme
* Ifølge Energistyrelsen er det knap 65 procent af danske boliger, der får eller kan få varme via fjernvarme.
* Bor man i et område med fjernvarme, løber det i en hovedledning i vejen. Dermed kan man omlægge til det.
* Er der ikke etableret en hovedledning i ens område, skal det lokale fjernvarmeværk og kommunen beslutte at udvide forsyningen i området.
* 400.000 hjem opvarmes i dag med naturgas, men borgere i disse husstande vil inden årets udgang modtage et brev, hvor der står, om de kan få fjernvarme, eller om de skal overveje at få en varmepumpe i stedet for et gasfyr.
Kilde: Regeringen.
Dan Jørgensen understreger, at "vi ikke kan tvinge danskerne til at have en bestemt varmekilde".
- Men jeg må sige, at der er meget stor efterspørgsel ude fra kommunerne og fjernvarmeselskaberne for at tilvejebringe de muligheder, der er for at få udrullet fjernvarmen hurtigere, siger han.
Med regeringens udspil skal alle husejere med gas- eller oliefyr ved årets udgang have fået et brev med klar besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller ej.
Vil firedoble produktion fra solceller og landvind
Regeringen vil frem mod 2030 firedoble produktionen fra solcelleparker og landvindmøller.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på samme pressemøde, hvor regeringens reformudspil "Danmark kan mere II" præsenteres.
Det er en del af regeringens ambition om, at Danmark skal producere mere grøn strøm - og gøre sig uafhængig af russisk gas.
- Nu øger vi ambitionerne endnu mere med mere vind på land, flere solceller, mere havvind og flere energiøer, siger Mette Frederiksen.
- Vi vil udbygge så meget vedvarende energi, som overhovedet kan lade sig gøre på den klogeste måde.
Hvor meget Danmark kan øge produktionen allerede frem mod 2025, er dog "svært at sætte tal på", lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på pressemødet.
Regeringen vil gå i dialog med kommunerne om at øge udbygning af vedvarende energi på land.
Der er brug for at fjerne barrierer og for at sikre, at de nødvendige arealer er til rådighed, lyder det i reformudspillet.
Videre i reformudspillet lyder det, at "både solcelleparker og landvindmøller er faldet i pris over de seneste år". Derfor kan kommer der "flere og flere eksempler" på, at de kan opføres uden statslig støtte.
Regeringen lægger også op til, at udbygning af grøn strøm, der går ud over Danmarks behov, skal opføres støttefrit uden "væsentlige omkostninger" for forbrugere og virksomheder.
Nordsø-potentialet skal udnyttes
I forhold til havvind ønsker regeringen at igangsætte forberedelser af nye energiøer i Nordsøen.
Nordsøens "fulde havvindspotentiale" skal "høstes". Frem mod 2030 er der potentiale til at udnytte 35 GW havvind fra Nordsøen, lyder det. Det er en 15-doblingen i forhold til den nuværende havvindkapacitet i Danmark.
Det er også ambitionen, at Danmark skal være nettoeksportør af grøn energi i 2030 og dermed levere strøm til resten af Europa.
Ifølge tal fra interesseorganisationen Green Power Denmark har antallet af vindmøller i Danmark været nogenlunde konstant de seneste 10 år. Til gengæld kan den enkelte vindmølle producere mere strøm.
Hos støttepartiet De Radikale kaldes udspillet for et "flot visionskatalog".
- Men der er godt nok lang vej til et konkret udspil. Det store ubesvarede spørgsmål efter dagens pressemøde er fortsat: Hvordan forestiller regeringen sig konkret, at vi skal nå at bygge så meget sol og vind de næste otte år?
- Regeringen mangler stadig konkrete redskaber til, at kommuner og stat i fællesskab kan udpege placeringer for den nye energi, siger næstformand Martin Lidegaard i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Nikolaj er beviset: Alle tog fejl
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud