Et nyt testcenter for syv vindmøller på op til 250 meter kan ligge et andet sted end i Østerild Klitplantage i Thy.
Det er meldingen fra oppositionen efter et møde med miljøminister Karen Ellemann (V) fredag.
De Radikale og Socialdemokraterne siger nu, at Stauning Flyveplads i Ringkøbing-Skjern Kommune også er en mulighed.
På mødet kom det nemlig frem, at Statens Luftfartsvæsen ikke har problemer med de høje vindmøller.
- Det er nu utvetydigt slået fast, at man kan fastholde aktiviteten i lufthavnen med den nuværende status. Det er enormt interessant, for der har været lagt op til, at det var et valg for Stauning mellem lufthavn og testcenter, siger den radikale miljøordfører, Johs. Poulsen.
Regeringen har lagt sig fast på, at den foretrækker Østerild Klitplantage til testcentret. Der er allerede fremlagt lovforslag, men der er ikke flertal i Folketinget. Derfor forhandler Karen Ellemann fortsat.
Socialdemokraterne har ytret ønske om, at der skal være et alternativ til Østerild, og det er nu en realitet, lyder det.
- Vi har nu fået et reelt alternativ på bordet. Det har vi ønsket. Nu har vi fået væsentligt flere detaljer på, hvad der kan lade sig gøre i Stauning, og det skal vi forholde os politisk til, siger naturordfører for S Flemming Møller Mortensen.
Danmarks Naturfredningsforening foretrækker også Stauning Flyveplads.
Hovedproblemet ved Stauning Flyveplads er, at det kræver flere ekspropriationer. Vælger Folketinget at placere testcentret ved Østerild, resulterer det i fem ekspropriationer, mens det kan blive helt op mod 30, hvis det bliver ved Stauning Flyveplads.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde