Nyt milliontilskud skal klimasikre Bangladesh
Danmark giver 30 millioner til klimasikring i Bangladesh. Det meddelte udviklingsminister Ulla Tørnæs onsdag. Foto: Polfoto/Pedersen Rune Aarestrup
Polfoto/Pedersen Rune Aarestrup
Onsdag meddelte udviklingsminister Ulla Tørnæs, at Danmark giver 30 millioner til klimasikring i Bangladesh.
Det sydlige Bangladesh er hårdt ramt af klimaforandringer, der blandt andet er skyld i oversvømmede veje, marker og landsbyer.
Det fik onsdag den danske minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs (V), til at bevillige 30 millioner kroner til klimasikring i Bangladesh.
- Vi kan med disse penge bidrage til at sikre, at man kan opretholde et liv i det sydlige Bangladesh. Hvis vi kan klimasikre vejene, kan de lokale altid få sine produkter på markedet, gå i skole og komme til lægen, siger Ulla Tørnæs.
Pengene tages fra den danske klimapulje. 20 millioner skal bruges til at klimasikre veje i det sydlige distrikt Noakhali.
Dette gør man ved at bygge vejene så højt, at de ikke bliver oversvømmet under monsunen.
Fem millioner går til at støtte hovedstaden i Bangladesh, Dhaka, i håndtering af fremtidens klimaforandringer.
De sidste fem millioner skal bruges til at sikre vandposter, toiletter og latriner i Noakhali-distriktet mod oversvømmelser.
En del af pengene går samtidig til nye toiletter med særlig adgang for kvinder og seksualundervisning, der skal lære piger om hygiejne i forbindelse med menstruation.
Ulla Tørnæs er i disse dage i Bangladesh sammen med kronprinsesse Mary. Onsdag besøgte de et projekt i Barisal-distriktet i det sydlige Bangladesh, der er støttet af Danida.
Her står kvinder for opførelsen af klimasikre veje, der kan modstå forhøjede vandstande, så de lokale stadigt kan komme frem og tilbage.
Formålet med besøget i landet er netop at sætte fokus på at styrke kvinders økonomiske muligheder.
- Med det nye tilskud bidrager vi både til klimasikringen i Bangladesh, samtidig med at vi styrker kvinders forhold, siger Ulla Tørnæs.
Projekterne, som de 30 millioner går til, forventes søsat næste år.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde