Nyt politisk par ønsker penge til svage

Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne indleder nu et samarbejde for at få en række mærkesager på næste års finanslov, og det overraskende parløb kan sætte Liberal Alliance uden for indflydelse. Det skriver Politiken.

De to partier vil blandt andet bremse de skattelettelser, som Liberal Alliance og de konservative brændende ønsker sig.

Finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) og kristendemokraternes repræsentant i Folketinget, den tidligere konservative Per Ørum Jørgensen, har opstillet en række hovedkrav.

Kravene er, at de socialt udsatte skal have flere penge, efter at der skåret i satspuljen, som normalt hjælper de svageste. Desuden skal yderområderne tilgodeses, og så er der ikke råd til lettelser af visse skatter.

Siden Per Ørum Jørgensen forlod de konservative i maj, har VKO-alliancen kun haft 89 mandater og mangler dermed en enkelt stemme for at kunne vedtage finansloven.

Liberal Alliance har tre mandater og kan tilbyde mere stabilitet omkring finansloven, men kristendemokraten Per Ørums krav er billigere.

Dansk Folkepartis finansordfører ser gode muligheder i et parløb.

- Det er fint, at der er et flertal for finansloven med et socialt sigte frem for et flertal, der er meget fokuseret på at give selskaber og den finansielle sektor skattelettelser, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Vi indgår meget gerne i et parløb med Kristendemokraterne, og Per Ørum Jørgensen fortjener ros for den måde, han har optrådt på. Hans ønsker er realistiske, hvor andre kommer med urealistiske krav, lyder det med henvisning til Liberal Alliances ønsker om skattelettelser.

Liberal Alliances muligheder for reel indflydelse kan herved være minimeret, og partileder Anders Samuelsen erkender, at partiet nu får det svært.

- Vi har ikke en specielt stærk position. Det er bestemt ikke den samme situation, som vi forhåbentlig er i efter et valg, hvor vi har de afgørende mandater, siger han.

/ritzau/

Liberal Alliances reelle indflydelse på finansloven kan komme til at smuldre, efter at Dansk Folkeparti åbner for nyt partnerskab med Kristendemokraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret