Den amerikanske præsident, Barack Obama, spildte ikke tiden, da han fredag morgen landede i København.
Fra lufthavnen kørte han direkte til møde i Bella Center med omkring 30 stats- og regeringschefer, som forsøger at redde FN's klimatopmøde.
Ifølge Det Hvide Hus deltog blandt andre den danske COP15-formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, den britiske premierminister, Gordon Brown, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Australiens premierminister, Kevin Rudd, EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, den japanske regeringschef, Yukio Hatoyama, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, i mødet bag lukkede døre.
Også vigtige vækstøkonomiers og udviklingslandes ledere fra blandt andet Indien, Sydafrika, Mexico, Brasilien, Colombia og Etiopien sad med ved bordet, hvor Obama straks tog ordet, erfarer Ritzau.
Det var stort set samme gruppe af stats- og regeringledere fra både rige og fattige lande, som sent torsdag aften på EU's initiativ tog fat på at formulere det stadig forholdsvis ukonkrete udkast til en klimaaftale, som fredag morgen blev lagt på bordet i Bella Center.
Dog manglede en vigtig brik i klimapuslespillet både torsdag aften og fredag formiddag.
Kina deltog i mødet med Obama og de andre statsledere med en repræsentant og ikke med premierminister Wen Jiabao, som dog skal holde et bilateralt møde med Obama for at prøve at løse en amerikansk-kinesisk konflikt, der ulmer på topmødet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned