Præsident Barack Obama har ikke tænkt sig at opgive kampen for at sikre renere energi, selv om Demokraterne står til nederlag ved det amerikanske midtvejsvalget i næste måned.
Det siger han lørdag i sin ugentlige radiotale.
- Vi kan ikke vende tilbage til den fejlslagne energipolitik, som olieselskaberne profiterede på, men som svækkede vores land, siger han med slet skjult henvisning til Republikanerne.
Han understreger, at hvis USA forholder sig passivt, så flytter en løfterig ny industri, der satser på ren energi, til andre steder i verden.
Republikanerne har kritiseret den store økonomiske kriseplan, som Obama fik gennemført sidste år for at holde gang i virksomheder og beskæftigelse.
Nogle af de mange penge har støttet et projekt i Mojave-ørkenen: En revolutionerende type solfangere, som ifølge præsidenten vil sikre ren energi til 140.000 hjem.
Han minder om, at offentlige penge har medvirket til at gøre det muligt. Det vil Republikanerne nu fjerne, advarer præsidenten.
- Det er hvad der er på spil i denne debat, siger han.
Repræsentanternes Hus vedtog sidste år en klimalov, der vil sætte loft over udledningen af CO2 fra store virksomheder og kraftværker. Men loven sandede til, da den blev behandlet i Senatet, og mange kommentatorer har erklæret den for død.
Obama synes ikke indstillet på at give op. Han sagde tidligere på ugen, at en ny energilov bliver den vigtigste opgave i 2011.
Meningsmålinger tyder på, at Republikanerne genvinder flertallet i Repræsentanternes Hus, og at partiet vil blive styrket i Senatet ved næste måneds midtvejsvalg.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned