Odense-borgmester vil kende Nordeas rolle i Panama-sag
Anker Boye (S) opfordrer Nordea til at samarbejde med Skat om bankens rolle i den store skattely-skandale.
Odense Kommune er kunde i Nordea, som er involveret i den såkaldte Panama-skandale.
Borgmester Anker Boye (S) opfordrer derfor banken til at samarbejde med Skat, så der kan komme klarhed over bankens præcise rolle i sagen.
- Vi har altid haft en meget god relation til Nordea, og vores forhold som kunde i banken har alle dage været upåklagelig. Mere generelt må vi dog også slå fast, at vi tager afstand fra enhver form for skattesnyd.
- For snyd med skat er den største enkeltstående trussel mod velfærd, siger Anker Boye i en pressemeddelelse.
De over 11 millioner dokumenter, der er lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, fortæller blandt andet, at Nordea har været aktiv i at rådgive kunder om, hvordan de kan parkere penge i selskaber i skattelyet Panama.
- Derfor er det også vigtigt for os at få slået fast, at vores bankrelation ikke kan forbindes med skattesnyd som aftaler med panamanske Mossack Fonseca kan have åbnet op for.
- Fremadrettet er det derfor også vigtigt at få klarhed over, om vores bank har været med til at formidle aftaler med det Panama-baserede advokatfirma, som har været brugt til skattesnyd, siger borgmesteren.
Anker Boye understreger, at Odense Kommune ikke har noget at udsætte på samarbejdet med Nordea. Han ønsker dog at få klarlagt bankens rolle i den omfattende skandalesag.
Flere end 300 velstillede danskere er nævnt i dokumenterne. Navne på to tidligere landsholdsspillere i fodbold Marc Rieper og Brian Steen Nielsen står ifølge DR i de lækkede dokumenter. Begge eksspillere afviser ethvert kendskab til sagen.
Nordea har stoppet al samarbejde med Mossack Fonseca, efter at sagen er kommet frem i offentligheden.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker