Officerer: Dansk militær bruger få folk

Det mener formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Bent Fabricius. Hans medlemmer er under angreb for at fylde for meget i forsvaret i forhold til fodfolkene.

- Mit indtryk er, at vi har forbløffende få ansatte til at løse forbløffende mange opgaver, siger officerernes formand.

Som eksempler nævner han de store krigsskibe Absalon og Esbern Snare, som fanger pirater ud for Somalia.

- Det er almindeligt kendt, at besætningen på de skibe er cirka det halve af, hvad en anden nation ville have om bord på sine skibe af samme størrelse, siger Bent Fabricius.

- Jeg tror, det er et godt eksempel på, hvordan vi driver vores forretning i det danske forsvar. Vi bruger få personelressourcer til at løse mange opgaver, siger han.

Bent Fabricius kalder det meget forsimplet, når forholdet mellem ledere og fodfolk stilles op som 8000 ledere over for 12.000 menige.

Forsvaret skal ses som en stor hierarkisk organisation med en række planlæggende stabe, hvor der sidder mange officerer og få konstabler, også kaldet fodfolk.

- Omvendt er der mange konstabler og få officerer ude i den anden ende. I hæren er der for eksempel 1500 officerer til 4000 konstabler, siger Bent Fabricius.

Han opfordrer til, at man ser nøje på strukturen og opgaverne, når man sammenligner antallet af ledere med antallet af menige.

Forsvaret står over for at skulle spare ikke mindre end tre milliarder kroner. At fyre oberster i bundter fører ikke umiddelbart til besparelser. Som tjenestemandsansatte skal de nemlig have løn i tre år.

/ritzau/

Det danske militær bruger meget færre folk end andre lande, når opgaverne skal løses.

Offentliggjort Sidst opdateret