Ofre for identitetstyveri kan nu få nyt cpr-nummer
Danskere, der har fået misbrugt deres identitet, får nu mulighed for at få et nyt personnummer.
Tirsdag har Folketinget enstemmigt vedtaget en ændring af cpr-loven, der i særlige tilfælde gør det muligt at få et nyt cpr-nummer.
- Det er både utrygt og krænkende, hvis man oplever, at kriminelle køber varer over internettet eller optager lån i ens navn, skriver indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i en pressemeddelelse.
- Samtidig kan det også være svært for den enkelte borger at overbevise virksomheder og myndigheder om, at man er udsat for misbrug af ens personnummer, skriver hun.
Hidtil har det kun været muligt at få et nyt cpr-nummer, hvis der er fejl i personnummeret, eller hvis man skifter køn.
Det bliver Økonomi- og Indenrigsministeriets cpr-kontor, som skal vurdere de enkelte sager.
Loven er først og fremmest rettet mod de tilfælde, hvor et nyt personnummer kan få misbruget til at stoppe. Det kan for eksempel være køb på nettet, hvor politianmeldelse og henvendelse til kreditorer ikke standser misbruget.
Også ofre, der oplever fysiske eller psykiske gener og frygt for, om misbruget rent faktisk er stoppet, vil kunne få et nyt personnummer.
Hvert år oplever 46.900 danskere at få stjålet deres identitet af en anden. Misbrug af personnumre, pinkoder og data fra betalingskort kan have meget vidtrækkende konsekvenser og koste den bestjålne mange penge og bekymringer.
Loven træder i kraft 1. april.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker