Det er ikke kun landets motorveje, der har udsigt til at få selskab af vindmøller på rad og række.
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) er også åben for at inkludere jernbanerne i de nye vindmølleplaner.
- Jeg er helt klart positiv over for det, siger han til Ritzau.
Som reglerne er i dag, skal vindmøllerne placeres mindst 250 meter fra togskinnerne, oplyser Banedanmark. Den samme regel, som er gældende i forhold til landets motorveje.
Et overvældende politisk flertal har nikket ja til vindmøller langs motorvejene, og der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til en eventuel regelændring inden sommerferien.
Samme gruppe tager også hånd om jernbanespørgsmålet, forklarer Hans Christian Schmidt.
- Jernbanerne har måske endnu bedre muligheder for at rykke sammenlignet med motorvejene, siger han og uddyber, at sikkerhedsspørgsmålene er de primære, når man skal vurdere, om vindmøllerne skal rykke ud til jernbanerne.
Ved motorvejene tæller også, at de store møller kan genere bilisterne visuelt.
Hos Banedanmark, der sidder med ved forhandlingerne, vil man endnu ikke forholde sig til, om vindmøllerne bør rykkes tættere på skinnerne. Men meldingen er, at man er indstillet på en konstruktiv dialog.
Hans Christian Schmidt er overbevist om, at forhandlingerne nok skal ende med vindmøller ved jernbanerne.
- Jeg er positiv indstillet, og så er Banedanmark det også, konstaterer ministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned