Økonom: Ny nedjustering af væksten er ikke overraskende
Det kommer ikke bag på cheføkonom Jes Asmussen, at regeringen nu lægger an til ny nedjustering af økonomien.
Få uger efter, at daværende økonomiminister Margrethe Vestager (R) kaldte regeringens skøn for væksten i år for "nøgternt", lægger hendes efterfølger, Morten Østergaard, nu an til en nedjustering.
Margrethe Vestager understregede så sent som i august, at regeringen forventer en vækst på 1,4 procent - et skøn, som flere økonomer og eksperter straks betegnede som alt for optimistisk.
Og det kommer ikke bag på cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen, at Morten Østergaard på et samråd med Folketingets Finansudvalg torsdag siger, at "meget taler for" en nedjustering.
- Det kommer ikke bag på mig. Danmark skal vel være et af de hastigst voksende økonomier i verden i den resterende del af 2014, hvis regeringens skøn på 1,4 procent skal holde, og det er der ingen indikationer på endnu, siger Jes Asmussen.
Handelsbankens vækstskøn ligger milevidt under regeringens. I august lød Handelsbankens bud på en vækst på omkring 0,75 procent i år - det er nu nedjusteret til 0,5 procent, siger han.
Desuden regner Jes Asmussen med en vækst på under en procent til næste år. Det er mindre end halvdelen af regeringens foreløbige bud fra august, hvor Margrethe Vestagers regnemaskiner fandt frem til en vækst på to procent.
Det er langt fra første gang, at en dansk regering nedjusterer sine vækstskøn. Faktisk er det sket fire gange på fem år.
- Der har været en generel tendens blandt prognosemagere til, at man starter året med en relativt optimistisk prognose, som så bliver nedjusteret i løbet af året, siger Jes Asmussen.
Spørgsmål: Men hvis det hele bare er nøgtern matematik - sådan som politikerne altid siger - så burde der vel være lige mange op- og nedjusteringer af væksten?
- Det har du vel i princippet ret i. Men det har der ikke været gennem de sidste år, men det er jo ikke kun et dansk fænomen. Vi har jo også fået en Rusland-Ukraine-krise ind over, som er svær at forudsige, siger Jes Asmussen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned