Flere økonomer advarer mod, at Socialdemokraternes og SF's planer om at kickstarte økonomien ved at fremrykke offentlige investeringer kan give pres på lønningerne og dermed forringe Danmarks konkurrenceevne.
Advarslerne kommer ifølge Berlingske Tidende fra blandt andre Jan Rose Skaksen, professor i økonomi ved CBS (handelshøjskolen) i København og tidligere vismand.
- Hvis verden udvikler sig bare lidt optimistisk, og hvis man så hiver 60.000 ud af køen af arbejdsløse, kan vi på visse områder løbe ind i noget, der minder om overophedning, siger Rose Skaksen.
Både S og SF proklamerede i valgkampen, at de ville skabe flere job ved at fremrykke offentlige investeringer. SF fastslog som første punkt i sit valgprogram, at der på den måde kan skabes 60.000 nye job på tre år.
Michael Svarrer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og medlem af Arbejdsmarkedskommissionen, vurderer, at de to partiers initiativer kan sætte skub i beskæftigelsen på kort sigt.
Han mener ikke, det er urealistisk, at der kan komme 60.000 nye job på tre år.
- Men det kan blive modarbejdet af, at der opstår en situation, hvor lønningerne igen begynder at stige kraftigt, og det vil forringe konkurrenceevnen, tilføjer Michael Svarrer.
SF's finansordfører, Ole Sohn, vil ikke forholde sig til problematikken.
- Vi sidder og forhandler regeringsgrundlag lige nu, så det giver ikke mening i at botanisere i de enkelte elementer, siger Ole Sohn.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser dog ingen risiko for økonomisk overophedning.
-Vi vurderer, at risikoen for, at vi mister mange job og ser ledigheden stige, er klart større, erklærer chefanalytiker Martin Madsen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde