Regeringens genopretningspakke skaber større langsigtet vækst i dansk økonomi end den røde plan "Fair Løsning" fra Socialdemokraterne og SF.
Det mener et stort flertal af landets førende økonomer, viser en rundspørge som Ritzau har lavet.
56 procent af de 43 økonomer, som har svaret, vurderer, at regeringens plan holder bedst i længden, mens mindre end hver fjerde (23 procent) tror at den røde plan skaber mest økonomisk vækst.
Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, fremhæver to fordele ved regeringens genopretningspakke.
- Det øger væksten på langt sigt, at forkorte dagpengeperioden, fordi det gør den strukturelle ledighed lavere.
- Desuden rummer regeringens genopretningsplan ikke samme skattestigninger som S-SF's plan. Det gør også vækstbetingelserne bedre på langt sigt, siger Steen Bocian.
Resultatet kommer før torsdagens åbningsdebat i Folketinget, hvor økonomien forventes at blive et centralt omdrejningspunkt.
Rød plan dumper også, når det gælder om at klare EU's konvergenskrav.
På det punkt foretrækker knap to af tre økonomer regeringens genopretningspakke. Kun fem procent tror på "Fair Løsning", mens hver fjerde mener, at de to planer er lige gode.
Professor Niels Blomgren-Hansen fra CBS, Handelshøjskolen i København, er især bekymret over risikoen for mange år med store underskud på statens budgetkonto.
- Ganske mange økonomer er bekymret for at fortsætte for lang tid med et underskud af den størrelse - 80 milliarder kroner - vi ser i øjeblikket, siger han.
Det eneste område, hvor Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndals økonomiske plan scorer bedre end Løkke og Co. er på den kortsigtede jobvækst.
Her vurderer hver tredje af økonomerne, at der på kort sigt er flest arbejdspladser i "Fair Løsning", mens kun lidt over hver fjerde holder på genopretningspakken.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde