Ole Birk Olesen bliver finansordfører i LA
Liberal Alliance har på sit sommergruppemøde i Nyborg gennemført en ordførerrokade i folketingsgruppen, som blandt andet gør Ole Birk Olesen til finansordfører i stedet for partileder Anders Samuelsen.
Dermed får den skarpe debattør en af de tungeste ordførerposter i partiet.
- Der er gået knap 11 måneder siden valget, og vi synes, at langt de fleste ting har fungeret perfekt. Men vi vil gerne sørge for, at Anders Samuelsen kan bruge sin tid alene på at være politisk leder af partiet. Derfor har vi fritaget ham for det ene ordførerskab, han havde, siger gruppeformand Simon Emil Ammitzbøl.
Rokaden betyder samtidig, at Joachim B. Olsen får mere tid til at varetage sit ordførerskab som arbejdsmarkedsordfører.
Her har han især markeret sig i den meget omtalte Carina-sag om kontanthjælpsmodtageren Carina, der modtog 16.000 kroner om måneden i understøttelse og udløste en debat om, hvorvidt hun var fattig eller ej.
- Carina-sagen og Vejlegården har fyldt meget det seneste år, og vores forventning er, at arbejdsmarkedsområdet vil fortsætte med at fylde meget. Derfor vil vi gerne have, at Joachim B. Olsen kan fortsætte med at give den en skalle her, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Joachim B. Olsen afgiver sin tungere post som integrationsordfører til Simon Emil Ammitzbøll og overtager i stedet den lettere post som boligordfører.
Liberal Alliances folketingsgruppe er også blevet enige om et par andre mindre rokader. Ny ligestillingsordfører og formand for Folketingets ligestillingsudvalg bliver Merete Riisager, som afløser Simon Emil Ammitzbøll.
Merete Riisager afgiver samtidig sin post som indfødsretsordfører til Mette Bock.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde