Ole Sohn stopper som minister
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) har besluttet at stoppe i politik ved næste valg, skriver Jyllands-Posten.
Dermed gør Sohn det også klart, at SF's nye formand kan disponere over hans ministerpost, når det nye SF-hold skal sættes.
- Når der nu skal vælges ny leder, så synes jeg, at det er mest fair at sige, at jeg stopper med udgangen af denne valgperiode, siger Ole Sohn til avisen.
- Det er et signal til de to kombattanter om, at når de nu skal bygge fremtidens hold op, så giver det god mening at se på, hvem der er med efter næste valg, tilføjer ministeren.
Altså har Ole Sohn med sin beslutning om ikke at genopstille også truffet en beslutning om, at han ikke ønsker at fortsætte som minister, skriver Jyllands-Posten.
Siden SF's formandsvalg gik i gang for fem uger siden, har der været spekuleret i, at Ole Sohn risikerede en fyring, når en ny SF-formand skulle sætte sit hold.
Men Sohn afviser, at han blot forsøger at komme en forestående fyring i forkøbet.
- Jeg ved ikke helt, hvad forskellen er. Man er jo kun minister, så længe statsministeren eller den formand, der bliver valgt, synes, at man skal være det, siger han til avisen og understreger, at han trods alle spekulationerne har "sovet roligt om natten".
Den 58-årige Ole Sohn vil have mere tid til sig selv og familien, og så vil han tilbage til sin virksomhed, Forlaget Sohn, som han måtte trække sig ud af, da han blev minister den 3. oktober sidste år.
SF vælger ny formand lørdag, og der ventes en ministerrokade i begyndelsen af næste uge.
Hvis favoritten Annette Vilhelmsen vinder formandsvalget, er det sandsynligt, at hun selv overtager Sohns post i Erhvervs- og Vækstministeriet, skriver Jyllands-Posten. Som erhvervsordfører er hun nemlig kendt med området.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde