Olsen Dyhr: SF står ret alene om at afskaffe kontanthjælpsloft
Pia Olsen Dyhr er villig til at lytte til forslag, men SF går fortsat efter at få kontanthjælpsloftet væk.
SF-formand Pia Olsen Dyhr oplever, at partiet står ret alene i regeringsforhandlingerne med ønsket om at få afskaffet kontanthjælpsloftet.
Det siger hun før onsdagens regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet.
- Jeg ser helst kontanthjælpsloftet afskaffet, men jeg kan mærke, at det ikke er alle partier, der er enige med SF, siger hun.
- Vi arbejder videre for det, men jeg vil sige, at nogle af de andre forslag, der er kommet, er vi også lydhøre over for. Fordi for os handler det i sidste ende om, at der ikke skal vokse fattige børn op i Danmark, siger hun.
SF sagde før folketingsvalget, at partiet ikke kan stemme for finansloven senere i år, hvis ikke kontanthjælpsloftet afskaffes.
Direkte adspurgt om SF's udmelding om ikke at kunne stemme for finansloven, hvis ikke kontanthjælpsloftet afskaffes, svarer Pia Olsen Dyhr:
- Vi forhandler stadig. Og jeg håber sådan set, at vi kan afskaffe kontanthjælpsloftet, og så må vi se, hvor langt vi kommer.
De Radikale og Enhedslisten gik også til valg på at afskaffe kontanthjælpsloftet.
Alligevel føler Pia Olsen Dyhr altså, at SF kæmper lidt alene på netop det punkt i regeringsforhandlingerne.
- SF har hele tiden stået på kontanthjælpsloftet, det kæmper vi stadig for, det er vigtigt for os.
- Jeg kan bare se, at når man er den eneste, der kæmper for noget, så er det svært helt at komme i mål. Og hvis der er andre forslag, der også gør, at børn kommer ud af fattigdom, så lytter vi til det.
- Jeg synes i hvert fald, at SF står ret alene med det her. Jeg har hørt de andre partier foreslå, at vi generelt kigger på ydelser - en mere bred model, end den SF lægger frem.
- Vi er i hvert fald ikke helt i mål, skal vi ikke bare sige det sådan, siger Pia Olsen Dyhr.
Socialdemokratiet vil have en ydelseskommission til at se på både kontanthjælpsloftet og andre ydelser.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker