Ombudsmanden retter skarp kritik af Skatteministeriet
Skatteministeriets håndtering af en henvendelse fra en journalist om aktindsigt er "fuldstændig uacceptabel".
Det fastslår Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.
Henvendelsen blev behandlet af en særlig rådgiver i Skatteministeriet.
Baggrunden for ombudsmandens alvorlige kritik stammer fra januar 2013, da Jyllands-Posten i en e-mail bad Skatteministeriet om at få hele Skats Produktionsplan for 2013.
Skatteministeriet overvejede imidlertid på det tidspunkt at opdele produktionsplanen, så udvalgte medier kunne få dele af planen før andre - såkaldt slicing.
Journalisten skrev herefter, at Skatteministeriet kunne forvente at "få en ombudsmandssag på halsen", hvis han ikke fik hele planen hurtigst muligt. Journalisten søgte altså aktindsigt.
Det fik Skatteministeriets særlige rådgiver til at ringe journalisten op.
Den særlige rådgiver sagde blandt andet, at journalistens e-mail havde "provokeret ham stærkt", og at han oplevede det som "meget aggressivt" at blive "truet" med en ombudsmandssag.
Han talte også om sit (gode) samarbejde med andre medier, og han brugte ord, der nærliggende kunne efterlade det indtryk, at journalistens e-mail kunne få betydning for det fremtidige samarbejde mellem Skatteministeriet og journalisten.
Journalisten optog samtalen og sendte lydfilen og en klage til ombudsmanden.
Journalisten fik aldrig svar på, om han kunne få aktindsigt i produktionsplanen.
- Der er tale om en fuldstændig uacceptabel adfærd over for en journalist, der bruger sin ret til at søge aktindsigt og varsler brug af sin ret til at klage til Folketingets Ombudsmand, skriver ombudsmanden i sin udtalelse.
En særlig rådgiver i et ministerium er grundlæggende en embedsmand, der skal følge reglerne for den offentlige forvaltning, hedder det videre.
- Der synes i denne sag at være tale om en meget bekymrende mangel på forståelse for, hvad der i en sådan situation er - og navnlig ikke er - en særlig rådgivers rolle og opgave, siger Jørgen Steen Sørensen.
Han understreger, at kritikken, som i alle ombudsmandssager, er rettet mod ministeriet.
Ombudsmanden har underrettet Folketingets Retsudvalg, skatteministeren og Folketingets Skatteudvalg om sagen.
Det er sket med henvisning til ombudsmandslovens paragraf 24 om fejl og forsømmelser af større betydning. Han har ligeledes bedt Skatteministeriet oplyse, hvilke generelle tiltag hans udtalelse giver anledning til.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned