Omkring 50 personer på danskerliste i Ukraine

Direktør i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen har fredag oplyst, at der er 50 personer tilbage på den såkaldte danskerliste i Ukraine. Tidligere på ugen var der ifølge Udenrigsministeriet 70 personer på listen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Udenrigsministeriet er fredag bekendt med omkring 50 danskere i Ukraine. Dermed skrumper listen fortsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af navne på Udenrigsministeriet såkaldte danskerliste i Ukraine er gennem ugen skrumpet, og fredag er der omkring 50 personer på listen.

Det oplyser direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen, fredag på en briefing.

Tirsdag var der ifølge Udenrigsministeriet omkring 70 personer på danskerlisten.

Listen er ikke en udtømmende liste over danskere i Ukraine. Det er en liste over de personer, der har meddelt Udenrigsministeriet, at de befinder sig i Ukraine.

- Der er intet krav om, at man skal registrere sig hos os i Udenrigsministeriet. Eller hos andre myndigheder, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Han minder om, at de danske myndigheder fraråder rejser til Ukraine. Danmark har desuden ikke længere diplomater i Ukraine.

Derfor er det ifølge Erik Brøgger Rasmussen begrænset, hvilke muligheder de danske myndigheder har for at operere i Ukraine.

Særligt i områder, hvor der foregår kampe, kan de danske myndigheder ikke bistå danskere, uanset om de har meldt sig på forhånd på listen eller ej.

- Der har vi ingen mulighed for at hjælpe. Så man er virkelig på egen hånd, siger Erik Brøgger Rasmussen.