Omkring 90 personer på danskerlisten er stadig i Afghanistan
450 personer er nu evakueret fra Kabul, mens der fortsat er omkring 90 personer på danskerlisten i Afghanistan, oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
450 personer er nu evakueret fra Kabul, oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lørdag.
Omkring 90 personer på danskerlisten er fortsat i Afghanistan.
Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lørdag til Ritzau.
Han fortæller videre, at 450 personer nu er evakueret fra Kabul. Fredag eftermiddag var der evakueret 384 personer.
For tre dage siden var der omkring 70 personer på danskerlisten, men det er nu steget i de seneste dage.
- Det er en liste, der har ændret sig markant. Der er omkring 90 i øjeblikket, men varierer i forskellige retninger - 90 til 100. Dem gør vi også alt for at få ud, siger Jeppe Kofod.
Danskerlisten er en liste, man kan tilmelde sig på Udenrigsministeriets hjemmeside. På listen er danske statsborgere eller personer med lovligt ophold i Danmark.
Særligt den kaotiske situation i lufthavnen i hovedstaden Kabul gør det svært at evakuere i øjeblikket.
- Det er en af de store udfordringer. De rapporter og billeder, der kommer ind, er jo folk, der bliver mast ihjel, og køer, der kan vare i dagevis.
- Det er en fuldstændig umenneskelig situation, som vi må gøre alt, hvad vi kan for at løse, siger Jeppe Kofod.
Sikkerheden i lufthavnen var også på dagsordenen, da udenrigsministeren tidligere lørdag havde et telefonopkald med USA's udenrigsminister, Antony Blinken.
- Mit budskab var, at der må gøres alle bestræbelser på at sikre, at forholdene ved lufthavnen forbedres, og det skal gå hurtigt.
- Jeg kan ikke referere fra en diplomatisk samtale, men jeg oplever en stor forståelse fra amerikansk side om det her budskab og reel villighed til at samarbejde om det, siger Jeppe Kofod.
Blandt de 450 evakuerede kan nogle stadig være i transit på vej til Danmark.
Ud over danskere og de lokalt ansatte afghanere har Danmark også hjulpet andre lande og evakueret blandt andre amerikanske statsborgere, nordmænd og islændinge og deres lokalt ansatte, oplyser Jeppe Kofod.
Mette Frederiksen har også talt med Jens Stoltenberg, generalsekretær for Nato, om situationen i Afghanistan.
Det skriver Statsministeriet lørdag aften på Twitter.
- Vi er enige om, at vi må gøre, alt hvad vi kan, for at sikre ordentlige evakueringer. Tæt samarbejde er vigtigt og i gang.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde