OPDATERET: Exitpoll giver Kasper Roug optimisme

Kasper Roug tror på, at han bliver valgt. Foto: David Arnholm

Selvom Socialdemokratiet i to exitpolls står til at gå tilbage, ser de positive ud i Kasper Rougs øjne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommer Kasper Roug fra Lolland i Folketinget? Det tror han selv på, efter at både TV2 og Danmarks Radio klokken 20 offentliggjorde exitpolls - altså undersøgelser, der på baggrund af spørgsmål til vælgere, der har stemt, spår om det endelige resultat.

Nok står Socialdemokratiet i begge målinger til at miste et mandat på landsplan, men der er tendenser, der glæder Kasper Roug.

- Det store er, at den såkaldt røde blok er så stor. Det er rart at se, at danskere peger på en socialdemokratisk ledet regering. Og så er det tydeligt, at enormt mange stemmer må være kommet over midten fra de borgerlige partier. Det er nok primært Dansk Folkeparti-vælgere, vi har trukket tilbage, vurderer han.

Og netop den tendens styrker hans tro på, at det vil lykkes ham at blive valgt, selv hvis Socialdemokratiet samlet går tilbage. For netop Sjællands Storkreds har tidligere været en kreds, hvor mange stemte på Dansk Folkeparti.

Derfor håber Kasper Roug, at Socialdemokratiet kan fastholde de otte mandater, partiet ved sidste valg fik her i kredsen, mens tilbagegangen for Socialdemokratiet snarere vil kunne ses i storbyerne.

- Er der otte mandater, er der en god sandsynlighed, for jeg står til at tage det ottende mandat, efter Pernille Rosenkrantz-Theil flyttede til København. Hun trak enormt mange stemmer og fik et mandat, så det er en fordel for mig, at hun er flyttet, siger han.

Kasper Roug tager dog tallene fra de to exitpolls med et stort gran salt, understreger han:

- Om det er plus/minus et-to mandater i en exitpoll betyder ikke så meget i forhold til det endelige resultat. Det kan ændre sig rigtig meget.

Hans partifælle i Guldborgsundkredsen Lennart Damsbo-Andersen har det på samme måde og er derfor forsigtig med sine vurderinger af de foreløbige resultater.

- Jeg sidder bare og siger "Det er spændende". Det mest interessante lige nu er, at det tegner til, at Mette kan blive statsminister, og at Dansk Folkeparti bliver halveret, og at højrefløjspartierne ligger lige på vippen, siger han.

Om han selv bliver valgt, tør han dårligt tale om.

- Det ved jeg slet ikke! For partiet har jeg en god fornemmelse, men for mig selv har jeg ikke endnu. Det vil jeg vente med. Men jeg er meget spændt. Meget! fastslår han.

Ved valget i 2015 blev han valgt på det sjette socialdemokratiske mandat i den sjællandske storkreds, og derfor holder han meget øje med, hvor mange S-mandater der bliver i storkredsen.