De Radikale forventer at få indrømmelser på en ny regerings udlændingepolitik. Og partiet står klar med en række ændringer, der går imod, hvad Socialdemokraterne og SF ønsker. Det skriver Politiken.
Efter sommerferien tager De Radikale hul på en politisk kampagne for de tre temaer, partiet går til valg på: Udlændingepolitik, økonomiske reformer og bedre uddannelser.
Især en mere lempelig udlændingepolitik er en rød klud i forholdet til S og SF, skriver Politiken.
- Som partner i en kollision har vi indflydelse på de aftaler, der bliver lavet. For os er det helt afgørende, at vi arbejder ud fra, at Danmark er et lille åbent land, der er afhængigt af folk, der kommer hertil, siger Margrethe Vestager.
De Radikale har tidligere foreslået, at det skal være nemmere at få arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, og at partiet vil modarbejde 24-års-reglen og tilknytningskravet, som S og SF går til valg på at bevare.
Nu tilføjer partiet, at de vil have afskaffet syvårsreglen. Det vil betyde, at familiesammenførte kvinder kan få ophold i Danmark, selv om de bliver skilt fra den mand, de er familiesammenført med. I dag må de kun blive det, hvis de har boet i Danmark i syv år.
Socialdemokraterne vil ikke fjerne reglen. Dermed er banen kridtet op til nye slagsmål om det tema, der har været gennemgående i oppositionens valgnederlag i 2001, 2005 og 2007.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, afviser blankt at komme De Radikale i møde.
- Vi vil lave et regeringsgrundlag, hvor det vil fremgå, at der skal være en stram udlændingepolitik. Så er det jo helt op til De Radikale, om de vil være med i en regering, siger han.
Det synspunkt er SF's gruppeformand Ole Sohn, enig i.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned