- Forhandlingerne er i krise.
Sådan lyder det samstemmende fra store internationale miljø- og udviklingsorganisationer, der følger klimatopmødet i Bella Center tæt.
- Vi er i krise. Det er uden for ministrenes og embedsmændenes rækkevidde at løse, siger Jeremy Hobbs fra Oxfam International.
Kun de mange stats- og regeringsledere, der er ved at ankomme eller på vej til København, kan redde topmødet, siger han.
Jim Leape, der er generaldirektør for Verdensnaturfonden, retter en anklagende finger mod USA.
Han beskylder amerikanerne for de seneste dage at have begravet sig i detaljer omkring en ny aftale, og dét har fået processen til at gå i stå.
- Vi behøver en anden indstilling fra USA, siger Leape.
- Hvis det fortsætter, som det har gjort, så bringer det forhandlingerne i knæ.
Leape siger, han håber på, at udenrigsminister Hillary Clinton "kan løfte disse forhandlinger", når hun torsdag møder op i København. Præsident Barack Obama ankommer fredag.
Men Leape mener også, at Kina har ansvar for sendrægtigheden og snart bør "træde i karakter".
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger onsdag til avisen Financial Times, at det kan blive nødvendigt at udsætte den langsigtede finansiering af en klimaaftale til næste år, men det advarer de internationale organisationer imod.
- Hvis finansieringen ikke er på bordet, så vil det være aftalebrud, siger Kumi Naidoo fra Greenpeace International.
Så bliver der ingen tilslutning fra de fattige lande til en aftale i København, lyder advarslen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned