Udenlandske arbejdere på job i Danmark for udenlandske firmaer skal tjekkes for, om arbejdsgiverne har deres sygeforsikring i orden.
Det vil Socialdemokraterne som forligspartner forlange af beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) på et møde til marts om forvaltningen af EU's udstationeringsdirektiv, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen.
- Vi kan ikke leve med, at der er nogle stakkels mennesker, som kommer til at ligge på danske hospitaler i månedsvis, fordi deres forsikring ikke er i orden. Det skal være sådan, at arbejdet standses øjeblikkeligt, hvis papirerne ikke er i orden, siger Torben Hansen.
Baggrunden er, at en polsk arbejder har været strandet på Århus Sygehus i to en halv måned. Hverken de polske hospitaler eller de polske myndigheder ville acceptere en overflytning til hans hjemby, Poznan, fordi der var uorden i forsikringen.
Den 44-årige Adam Szaj blev lam og lænket til en respirator efter et fald fra et stillads den 16. september på sin arbejdsplads i Hedensted. Først tirsdag kom en overflytning i stand.
Arbejdstilsynet tjekker kun, om arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt på byggepladser, hvor udenlanske firmaer opererer, og om de har registeret sig i det såkaldte RUT-register.
Overlæge Benedicte Dahlerup fra Århus Sygehus og fagforbundet BAT har efterlyst handling fra regeringen til at sikre, at sådan en situation ikke opstår igen. Ifølge BAT er der flere eksempler på, at østarbejdere er kommet i klemme efter at være kommet til skade på job i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde