OVERBLIK: Her er de blå partiers krav til Løkke
Lars Løkke Rasmussen (V) opgav søndag at danne en ny borgerlig regering med DF, LA og De Konservative.
Lars Løkke Rasmussen (V) kan ikke danne en ny regering bestående af de fire partier i blå blok.
Han kan nu vælge enten at lave en ren Venstre-regering eller forsøge at få et eller flere partier i blå blok med i regeringen.
Det var på forhånd svært at se en ny firkløverregering, hvis man kigger på partiernes krav:
Dansk Folkeparti:
* Grænsekontrollen skal genindføres. Venstre har åbnet for at give sig på det punkt, men det er meget kontroversielt i EU-sammenhæng. Da VKO i 2011 forsøgte at indføre en permanent grænsekontrol, mødte det modstand fra EU-Kommissionen, som fastholdt, at det var i strid med Schengen-reglerne om fri bevægelighed.
* 0,8 procent offentlig vækst. Dansk Folkeparti ventes at stå hårdt fast på ekstra penge til velfærd for at undgå beskyldninger om løftebrud. Det kan blive en alvorlig hovedpine for Løkke, som er gået til valg på udgiftsstop. Også Liberal Alliance og De Konservative vil stoppe den årlige stigning i det offentlige forbrug.
* Dansk Folkeparti ønsker lempelser i dagpengereglerne. Først og fremmest en halvering af genoptjeningsperioden, og man er parat til at bruge ekstra penge på dagpengesystemet for at indfri kravet. Det har Løkke afvist. Han vil godt være med til at justere reglerne, men det må ikke koste ekstra.
* SR-regeringens lempelser af udlændingepolitikken skal annulleres. Det er der enighed om i blå blok. Derfor vil Løkke formentlig uden større sværdslag kunne levere den "straksopbremsning" i asylpolitikken, han lovede i Venstres udlændingeudspil.
Liberal Alliance:
* Liberal Alliance er gået til valg på en markant reformdagsorden, som ligger meget langt fra Dansk Folkepartis ønsker.
* Partiet ønsker som det eneste i blå blok minusvækst i den offentlige sektor. Det skal være med til at finansiere skattelettelser til selskaber og danskere i arbejde. LA vil også fastfryse grundskylden, hvilket især vil gavne boligejerne med de dyreste boliger.
De Konservative:
* Den offentlige sektor må ikke vokse. Det er tæt på et ultimativt krav for De Konservative, og det kan holde partiet ude af regeringen, fordi Løkke formentlig skal give DF vækst i det offentlige forbrug til gengæld for dets støtte.
* Der skal være et opgør med "regeltyranniet". De Konservative vil blandt andet fratage Skat adgang til private haver uden en dommerkendelse og lave en ny planlov, så den fremmer lokalt erhvervsliv. Det kan man formentlig godt enes om i blå blok.
* Skatten skal sænkes. Det er især grundskylden, som De Konservative har angrebet for at ramme boligejerne for hårdt og for vilkårligt. Problemet er, at Løkke vil mangle mange penge til andre initiativer, hvis han rører ved boligskatterne. Så det er der formentlig ikke råd til, hvis DF skal have vækst i det offentlige forbrug.
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen