OVERBLIK: Sådan besættes topposterne i EU
En større kabale skal gå op efter valget til EU-Parlamentet i juni. De tungeste poster skal fordeles.
Efter valget til EU-Parlamentet 6. til 9. juni skal der sættes navne på en lang række topposter i EU.
Her er nogle af de vigtigste:
* Formand for Det Europæiske Råd, også kaldet EU-præsident:
Vælges af EU's stats- og regeringschefer for en periode på to et halvt år. Man kan genvælges én gang, hvilket den nuværende formand, belgieren Charles Michel, blev i 2022. Hans mandat udløber 30. november 2024.
* Formand for EU-Kommissionen:
EU's stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd foreslår en kandidat under "hensyntagen til resultatet" af parlamentsvalget. Det vil normalt være sådan, at den foreslåede kandidat kommer fra den største gruppe i EU-Parlamentet. Kandidaten skal godkendes med absolut flertal i parlamentet.
Nuværende kommissionsformand Ursula von der Leyen fra Tyskland har meddelt, at hun ønsker at fortsætte. Hun er udpeget som spidskandidat for Det Europæiske Folkeparti (EPP), som er den største gruppe i EU-Parlamentet.
I 2019 skete der imidlertid det bemærkelsesværdige, at EPP-gruppen havde indstillet sin politiske leder, tyskeren Manfred Weber, som spidskandidat, men selv om EPP igen blev største gruppe i parlamentet, kunne et flertal af stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd ikke bakke op om Weber.
Valget faldt i stedet på den daværende tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen.
* EU-kommissærer:
Hvert medlemsland indstiller en kandidat som kommissær. Kommissærerne har pligt til at stille op til høring i EU-Parlamentet, som skal godkende den samlede kommission. Ofte ender det med, at en eller flere kandidater må skiftes ud, før parlamentet godkender kommissionen.
Danmark har i snart to valgperioder (2014-2024) haft Margrethe Vestager som konkurrencekommissær.
* EU-Parlamentets formand:
Formanden vælges af parlamentets medlemmer for en periode på to et halvt år. Der er altså to formandsperioder i en valgperiode over fem år. Nuværende formand er Roberta Metsola fra Malta.
Hun overtog posten 18. januar 2022, efter at den siddende formand, David Sassoli fra Italien, var død en uge tidligere. Sassoli havde haft posten siden juli 2019.
* EU's udenrigschef:
Udenrigschefen, der er en af 27 kommissærer, udpeges af EU's stats- og regeringschefer, og kandidaten skal - som de øvrige kommissærer - godkendes ved høring i parlamentet. Vedkommende skal altså godkendes som en del af den samlede EU-Kommission.
Nuværende udenrigschef er Josep Borrell fra Spanien. Han har haft posten siden 1. december 2019.
* Næstformænd i EU-Kommissionen:
Det er EU-Kommissionens formand, som vælger en eller flere næstformænd. I denne valgperiode er den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, en af tre ledende næstformænd. EU's udenrigschef får automatisk titel af næstformand, og denne person er således ikke valgt af formanden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned