Pædagoger: Nogle steder kan babysitter-tilskud være i orden
Tilskud til en babysitter kan være løsningen nogle steder, men må ikke udhule institutionerne, lyder det.
Travle forældre med skæve arbejdstider kan have svært ved at få deres børn passet, når børnehaven har lukket.
I den situation kan et kommunalt tilskud til en babysitter i aftentimerne være en del af løsningen, foreslår regeringen.
Hos pædagogernes fagforbund, Bupl, er formand Elisa Bergmann ikke helt afvisende:
- Så længe det bliver en kombination, hvor børnene også er i et dagtilbud, for det er her, børnene lærer at skabe de vigtige fællesskaber, som de skal være en del af, siger hun.
- Men det må ikke blive et tilbud, der sker på bekostning af kvaliteten i dagtilbuddene.
Regeringen foreslår ifølge Jyllands-Posten en model, hvor barnet går på deltid i daginstitutionen - og kommunen så til gengæld udbetaler penge til en privat børnepasser i aftentimerne.
Det særlige tilbud er rettet mod forældre, der begge har skæve arbejdstider, samt enlige forældre.
Forsøg med længere åbningstider i institutionerne har ikke været en succes. Det har været for dyrt i forhold til hvor meget det blev benyttet, lyder argumentet.
Der er stor forskel på land og by, påpeger Elisa Bergmann:
- Vi ved, at det i nogle landområder og mindre byer har været forsøgt med institutioner med udvidede åbningstider, hvor det ikke har stået mål med de ressourcer, der er lagt i det, siger hun.
- Så nogle steder kan privat børnepasning være i orden, så længe det ikke udhuler kvaliteten i daginstitutionerne.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremlægger hele regeringens udspil på dagtilbudsområdet torsdag kl. 12.30.
Forslaget om tilskud til private babysittere er kun ét element i det 580 millioner kroner dyre udspil.
En større del af beløbet skal ifølge regeringen gå til en pulje, der skal give de cirka 100 institutioner med flest udsatte børn mulighed for at ansætte flere pædagoger.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde