Pædagoger: Vi skal holde os fri af konflikten
Hvis lockouten af lærerne bliver en realitet, vil det også få betydning for pædagogerne - både i dagligdagen og på politisk plan.
Men ifølge Henning Pedersen, der er formand for pædagogernes fagforbund Bupl, skal pædagogerne ikke gøre noget anderledes, end de plejer.
- Det her er lærernes konflikt. Vi pædagoger skal holde os fri af konflikten. Pædagogerne i skolen skal lave fuldstændig det samme, som de har lavet hele tiden, hverken mere eller mindre, siger han.
Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for Henning Pedersen, at konflikten mellem Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne er kommet så vidt, at KL nu har valgt at varsle en lockout af lærerne.
- Det har peget den vej hele tiden. Der har politisk set været lagt et fuldstændig urimeligt hårdt pres på lærernes forhandlinger.
- Det var en politisk udmelding, længe inden forhandlingerne gik i gang. Lærerne har forhandlet med pistolen for panden, det er der slet ingen tvivl om, siger han.
Henning Pedersen peger på, at både finansminister Bjarne Corydon (S) og KL har meldt klart ud, at lærernes arbejdstidsregler skulle ændres.
Men også skolepædagogernes arbejdstidsregler er i søgelyset hos KL.
Og hvis lærerne ender med at kaste håndklædet i ringen og gå med på KLs betingelser, kan det få betydning for skolepædagogerne, når deres arbejdstidsregler skal op til forhandling til efteråret.
- Det her er et signal til pædagogerne om, hvad det er for en form for arbejdstidsaftale, kommunerne ønsker.
- Hvis udfaldet af lockouten bliver, at Lærernes Centralorganisation må gå med på den arbejdstidsaftale, som KL ønsker, så lægger det selvfølgelig et pres på os, siger Henning Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde