Pape åbner dør på klem for regering med Socialdemokratiet
Konservatives Søren Pape Poulsen og Mette Abildgaard efter regeringsforhandlingerne i Statsministeriet på Christiansborg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det ligger ikke lige for, men De Konservative afviser ikke at gå i regering med Socialdemokratiet.
De Konservative er efter folketingsvalget knap så afvisende over for at danne en regering med Socialdemokratiet.
Partiet møder fredag op i Statsministeriet til forhandlinger, som fortsat er i den indledende fase.
Det ligger ikke lige for, at De Konservative går i regering, men formand Søren Pape Poulsen afviser ikke.
- Det er meget svært at sige noget om. Det er ikke noget, der ligger lige for, skal vi ikke bare sige det sådan. Jeg er nødt til at vide, hvad det handler om.
- Jeg erkender, at det vil være noget af et nybrud, hvis vi laver sådan en regering, og hvis vi pludselig er i den, siger Pape.
Han nævner en række områder som skat, reformer, klima og sundhed, hvor det er uvist, om partierne kan nærme sig hinanden.
Den fungerende statsminister, Mette Frederiksen (S), er udnævnt som kongelig undersøger og vil forsøge at danne en bred regering.
Heller ikke Venstre er lige så afvisende over for en regering som før valget, og flere af partiets profiler har talt for at gå i regering med Socialdemokratiet.
Venstre holder landsmøde i weekenden, hvor emnet vil fylde en del.
De Konservative så helst en borgerlig regering, men rød blok fik en kneben sejr med et flertal på 90 mandater. Samtidig gik De Konservative tilbage.
Politisk ordfører Mette Abildgaard (K) mener, at det står og falder med, om De Konservative får nok af deres mærkesager igennem.
- Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil det brede samarbejde.
- Om vi i sidste ende skal være del af en regering står og falder med, om vi får konservativ politik gennemført, siger Abildgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde