Pape ønsker nye FN-regler og nul spontane flygtninge
Det skal være op til FN at fordele verdens flygtninge. Danmark skal kun tage 5000 om året, mener Konservative.
Den konservative partileder, Søren Pape, mener, at det er på tide at tage et opgør med FN's Flygtningekonvention. Det skriver Berlingske lørdag.
Helt konkret mener formanden, at det kun skal være muligt at aflevere en asylansøgning i FN-lejre i udlandet, hvorfra FN så skal fordele flygtningene til forskellige modtagerlande.
5000 flygtninge om året skal Danmark tilbyde at tage imod. Dukker der alligevel flygtninge op ved Danmarks grænser, skal de sendes tilbage til den nærmeste FN-lejr.
- Flygtningekonventionen er skrevet i en anden tid og til en anden verden end den, vi har i dag, hvor folk jo ikke bare søger flugt i nabolandet, men hvor de nogle gange rejser gennem hele Europa for at komme til eksempelvis Sverige eller Danmark.
- Det er et helt, helt skævt system, som vi i lyset af det historiske pres, vi er under, er nødt til at tage et opgør med, siger Pape til avisen.
Hvis det står til ham, skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samle og stille sig i spidsen for en koalition af lande. De skal sammen arbejde for at få ændret flygtningekonventionen.
Det afviser regeringspartiet Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, imidlertid.
- Det er selvfølgelig en spændende diskussion, men den er også meget akademisk i en situation, der kalder på her- og nu-løsninger.
- Derfor er det ikke noget, jeg ser for mig, al den stund at vi har nogle mere presserende problemer, som, jeg tror, regeringen vil håndtere til at starte med, siger han til Berlingske.
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som avisen har talt med, er derimod positive over for forslaget.
Men det vil tage lang tid at få ændret konventionen, påpeger De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, over for Berlingske. Hun så derfor hellere, at Pape i stedet "melder sig på den europæiske bane for en fælles løsning i EU".
Danmark tilsluttede sig FN's Flygtningekonvention i 1952.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde