Pape: Regeringsgrundlag skal starte helt fra bunden
K-formand Søren Pape Poulsen nævner styrket forsvar og en grøn dagsorden som nogle af partiets vigtigste krav til et nyt regeringsgrundlag for en trekløverregering. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Stærkere politi og forsvar, grøn politik og tryghed for boligejere er Papes fokus i nyt regeringsgrundlag.
Når De Konservatives formand mandag tropper op hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Marienborg, har han fem punkter med til et regeringsgrundlag for en ny trekløverregering:
Et styrket forsvar, et styrket politi, en grønnere politik, fokus på erhvervslivet og tryghed for boligejerne.
- For mig er det vigtigt, at vi starter fra bunden. Vi er jo ikke to partier, der træder ind i en regering. Vi er tre partier, der vil skabe en ny regering. Det er vigtigt for os, siger Søren Pape Poulsen forud for mødet.
- Det skal ikke tage for lang tid. Hvis vi ikke kan få det til at bære inden for en fornuftig tid, så er der jo ikke noget grundlag.
På retsområdet skal regeringsgrundlaget pege mod "flere betjente og hårdere straffe", og så skal boligejerne også sikres tryghed, betoner Pape:
- Vi står over for at skulle lave et nyt boligskattesystem, og der er det afgørende for os, at boligejerne får tryghed.
Mens Venstre, Liberal Alliance og De Konservative er enige langt hen ad vejen, hvad angår den økonomiske politik, forudser Pape, at han især skal sætte konservative aftryk på forsvaret og den grønne dagsorden:
- Det er helt afgørende, at der kommer nogle tydelige og klare elementer ind, hvor vi gør noget for det grønne, hvor vi tænker både på de kommende generationer og erhvervslivet.
Hvad angår forsvaret trådte De Konservative til stor overraskelse ud af forsvarsforliget i sommer. Adspurgt om partiet vil genindtræde i det, hvis der kommer en trekløverregering, svarer Søren Pape Poulsen:
- Ja, altså. Det vil jo være naturligt.
- Det er også derfor, at regeringsgrundlaget er afgørende for, om vi overhovedet træder ind i regeringen. For hvis vi skal tilslutte os forliget igen, så skal der gives nogle ting.
Selv om den nye regering langt fra er dannet endnu, spekuleres der allerede i, om Søren Pape Poulsen vil hive flere folk ind i det kun seks mandater store parti for at kunne klare både regeringsarbejdet og folketingsarbejdet.
Men det afviser han at kommentere søndag.
- Alle forventninger om, at vi næsten er ved målstregen, er forkerte. Vi er ikke begyndt endnu. Den invitation, vi har sagt ja til, er at gå ind i et rum, siger Søren Pape.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker