Parlamentarikere slås for opmærksomhed: To ud af tre kan ikke nævne én
Venstres spidskandidat til EP-valget, Morten Løkkegaard, var den af de nuværende danske EP-medlemmer, som flest danskere kunne nævne. Det kunne knap hver femte. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I ny måling kan knap to ud af tre ikke nævne nogen danske medlemmer af EU-Parlamentet. EU-sejre er ifølge professor og parlamentariker svære at få i medierne.
De har været i Bruxelles i årevis. Alligevel kniber det for vælgerne at sætte navn på de danske medlemmer af EU-Parlamentet.
I en ny måling fra Voxmeter er det tæt på to ud af tre af de 1000 adspurgte danskere, der ikke kan nævne én eneste af de 14 danske medlemmer.
Det kommer ikke bag på Derek Beach, professor ved Aarhus Universitet.
- Det er lidt en floskel, men man plejer at sige, at i Bruxelles kan ingen høre dig skrige, og det skyldes mange forskellige grunde.
- Uanset hvor gode politikerne er - og vi har gode med fremtrædende poster - bliver det ikke dækket af medierne, siger han.
Annonce
De 1000 danskere har mundtligt uden hjælp skullet nævne de danske EP-medlemmer, som de kan.
62,6 procent har ikke kunnet nævne nogen.
EP-valget nærmer sig. Danskerne skal stemme søndag 9. juni, mens vælgerne i flere andre EU-lande stemmer i dagene før. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Målingen er lavet i perioden fra 21. til 29. maj.
Det er stort set samme andel som i en tilsvarende måling fra Voxmeter ved det seneste valg i 2019. Her gjaldt det 64 procent - dog blandt 1766 personer.
Selv efter mange år i Bruxelles kan det være svært at blive husket.
Eksempelvis kunne lidt færre end 1 ud af 15 i målingen nævne Margrete Auken fra SF, til trods for at hun har været der i 20 år.
Flest nævnte Venstres Morten Løkkegaard, der var den største stemmesluger ved valget i 2019 med cirka 207.000 stemmer. Det kunne knap hver femte.
Blandt de medlemmer, der prøver at få fem år mere, kunne færrest nævne de to socialdemokrater Niels Fuglsang og Marianne Vind.
Det kunne henholdsvis 0,5 og 0,7 procent af de 1000 adspurgte.
Socialdemokraten Marianne Vind er en af dem, der ligger i den tunge ende i en ny måling fra Voxmeter, hvor 1000 personer skal nævne de danske EU-parlamentarikere. Hun nævnes af 0,7 procent. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Også Marianne Vind peger på fraværet af medieinteresse som en grund til det manglende kendskab.
Annonce
Hun fortæller, at de spørgsmål, hun har fået fra journalisterne i sine nu fem år i Bruxelles, særligt har været om svindel, og om at hun er ukendt.
- Det er de to hovedspørgsmål, jeg har fået, og jeg har lavet sindssygt meget interessant lovgivning. Men det er umuligt at komme igennem.
Marianne Vind nævner blandt andet en vejpakke, som har sikret lige vilkår for vognmænd og lastbilchefer, samt et platformsdirektiv, der sikrer bedre vilkår for personer, som arbejder for platforme som Wolt.
Ifølge Derek Beach fra Aarhus Universitet er det vigtigt arbejde, der laves i EU - men af flere grunde har det ikke gennemslagskraft i medierne.
- Det er ikke brugernært, og der er meget konsensus om midten, hvilket gør, at der mangler en konflikt, nævner han.
Det kan også være meget teknisk, hvilket kan gøre det svært for journalister at dække det på en interessant måde, siger professoren.
Valgdagen nærmer sig med hastige skridt, og rundt omkring i landet kæmper de mere 150 danske kandidater for at sikre sig vælgernes kryds.
Socialdemokraten Marianne Vind prøver blandt andet at komme i snak med danskerne ved supermarkeder. Hun tror på et genvalg.
- Jeg har mange frivillige, som er i gang med at køre kampagne, og jeg møder mange på gaden, som godt ved, hvem jeg er.
- Så det er kommet ud på en eller anden måde, siger hun.
Annonce
Danskerne skal til valget 9. juni vælge 15 EP-medlemmer. Det er én mere end nu, da Parlamentet udvides fra 705 til 720 medlemmer.
/ritzau/
Sådan afvikles valget i de 27 EU-lande
* Valget bliver afviklet over fire dage fra den 6. juni til den 9. juni. Her skal der findes i alt 720 medlemmer af EU-Parlamentet. Det er 15 mere end i 2019.
* Danmark får tildelt en ekstra plads, så der skal vælges 15 i stedet for 14 danske medlemmer af EU-Parlamentet som hidtil.
* Tyskland har flest indbyggere og får dermed flest pladser i Parlamentet med 96. Det er det samme antal, som Tyskland hidtil har haft.
* EU's mindste lande - Malta, Cypern og Luxembourg - får færrest medlemmer af EU-Parlamentet med seks pladser hver.
* Valget afvikles på forskellige tidspunkter i de 27 EU-lande. Danmark stemmer ligesom langt de fleste andre lande søndag den 9. juni, hvor valgresultatet bliver offentliggjort for alle landene.
* Torsdag den 6. juni afvikler Holland som det første - og eneste land - deres valg til EU-Parlamentet.
* Fredag den 7. juni holder Irland valg til EU-Parlamentet. Tjekkiet holder valget både den 7. og den 8. juni.
* Lørdag den 8. juni holder Letland, Malta og Slovakiet deres valg. Italien afvikler valget både den 8. og den 9. juni.
* Vælgerne i de resterende 20 EU-lande inklusiv Danmark stemmer den 9. juni.
Seneste artikler
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted