Partier brød regler: Plakater op før tid

Det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse. Det er tilsyneladende ræsonnementet bag flere partier og listers brud på reglerne for ophængning af valgplakater i Guldborgsund Kommune.

Ifølge reglerne er det først i dag - tre uger før valget - at kandidaterne må begynde at hænge valgplakater op. Men allerede i weekenden var flere partier og lister på gaden for at hænge deres plakater op rundt omkring.

Kristendemokraternes spidskandidat i Guldborgsund Kommune, Jacob Thyssen, så søndag formiddag blandt andre Nykøbings tidligere borgmester Poul-Henrik Pedersen fra Nyt Guldborgsund i fuld gang med at hænge valgplakater op. Og så gik han selv i gang.

-Poul Henrik Pedersen mente, at hvis det var den alvorligste forbrydelse, han havde begået, så gik det nok, siger Jacob Tyssen.
– Hvis der nogle som er sure over, at jeg valgte at bruge søndag aften på at hænge valgplakater op, så undskylder jeg, siger Kristendemokraternes spidskandidat, som søndag ifølge eget udsagn hængte cirka 15 valgplakater op.

Poul-Henrik Pedersen forklarer sin tidlige plakatophængning således:
– Det var jo godt vejr søndag, og så var der heller ikke så meget trafik, så der var god plads til at parkere og bakse rundt med stiger, siger Poul-Henrik Pedersen og tilføjer:
– Nyt Guldborgsund havde også sendt ikke mindre end to ansøgninger af sted til Teknisk Forvaltning, for at søge om tilladelse til at hænge plakaterne op før tid. Men vi fik ikke noget svar.

Han mener i øvrigt ikke, at valgplakaterne flytter stemmer, men derimod blot gør borgerne opmærksomme på, at et valg er på vej. Poul-Henrik Pedersen forsvarer sig også med, at der altid har været nogen, som hænger valgplakaterne for tidligt op.
– Sådan har det været i alle de år jeg har været med i politik, siger byrådsmedlemmet.

Han hængte søndag cirka 75 valgplakater af sig selv og spidskandidat John Brædder op i lygtepæle og lignende i hele Guldborgsund Kommune. Flere andre af Nyt Guldborgsunds kandidater brugte også søndagen til at hænge plakater op.

Da først der var kommet gang i ophængningen, fulgte flere efter. Mandag aften var således både Venstre og Dansk Folkeparti repræsenteret i lygtepæle rundt om i kommunen. Kristendemokraterne og Venstre havde oven i købet ikke fået læst reglerne for valgplakat-ophængning ordentligt igennem og havde hængt på broerne over Brovejen ved Øster Toreby.

Foto: Allerede i weekenden var der gang i plakatophængningen fra Nyt Guldborgsund.

Nyt Guldborgsund, Kristendemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti brød reglerne for valgplakatophængning i Guldborgsund Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret