Partier går efter isoleret aftale om boligskatten
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) håber på, at der kan landes en bred aftale om boligskatten. Der tages fredag hul på forhandlingerne. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Regeringen går efter en bred aftale om boligskatten, hvor også røde partier er med, siger finansministeren.
Partierne på Christiansborg står i efteråret over for en lang række forhandlinger, og fredag blev der taget hul på boligskatten.
Topskatten har længe været et stridspunkt i blå blok med Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden side. Men fredag var topskatten lagt til side.
For regeringen lægger op til en isoleret aftale om boligskatten. De har fredag inviteret alle partier i blå blok samt Socialdemokratiet og Radikale Venstre for at forhandle en bred aftale om boligskatten.
Det fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
- Det er boligbeskatningen, vi går i gang med nu. Vi skal dybere ned i det end bare politiske tilkendegivelser.
- Vi vil også gerne have en bred aftale over midten. Det egner boligskatten sig til. Det skal ikke blive en permanent slagmark. Det er med den intention, vi går ind til forhandlingerne, siger finansministeren.
Han får opbakning fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som længe har haft lav boligskat som sit hjertebarn:
- Jeg synes, det er naturligt, at det ikke er en blok i Danmark, der bestemmer det. Vi har interesse i, at uanset hvad der sker efter et valg, så er der tryghed for boligejerne, siger formanden.
Både Radikale Venstre og Socialdemokratiet håber ligeledes på, at de kan være med i en aftale om boligskatten, som har dem med.
- Lad os få denne sten ryddet af vejen. Det er noget skidt at have liggende for boligejerne, og jeg tror også, at det blokerer for mange af de andre forhandlinger, siger partiformand Morten Østergaard (R).
Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen, mener dog, at man bør have resten af 2025-planen med, når der skal forhandles.
- Jeg synes ikke, det er uinteressant, hvad der sker med rentefradraget ved siden af boligaftalen.
- Der ligger i regeringens 2025-plan, at rentefradraget skal være mindre. Det er primært boligejerne, der har store lån og derfor eksisterende rentefradrag. Så er spørgsmålet, om de bliver kompenseret for det, siger han.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde