Partier vil finde flere ressourcer til presset politi
Ifølge politiet er der i øjeblikket for mange opgaver at se til, i forhold til hvor mange hænder der er til at tage sig af dem. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ressourcemangel forhindrer politiet i at gøre noget ved anmeldelser. Det skal der ændres på, mener S og V.
På grund af ressourcemangel må politiet i mange tilfælde undlade af efterforske en sag, og det gør det nødvendigt at afsætte flere ressourcer til politiet.
Sådan lyder det fra Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, efter at Jyllands-Posten har kunnet fortælle, at knap hver tredje indbrudssag bliver henlagt uden efterforskning.
Ifølge politiet skyldes det "benhård prioritering" grundet "alt for mange opgaver til alt for få hænder".
- Der er rigtig mange opgaver hos vores politi, og vi har et politi, der er presset i forhold til at kunne følge med opgaverne.
- Så der er ingen tvivl om, at vi har behov for at sætte flere penge af til politiet, uddanne nogle flere betjente og se på prioriteringen af de opgaver, der ligger i politiet, siger Jeppe Bruus.
Han tilføjer, at regeringen til næste år vil tage fat på sagen sammen med alle Folketingets partier i forbindelse med forhandlingerne om et nyt politiforlig.
De forhandlinger skulle egentlig have fundet sted i dette efterår. Men for godt en måned siden valgte justitsminister Nick Hækkerup (S) at udskyde dem, så der først tages hul på dem i efteråret 2020.
Udskydelsen skete, fordi der ifølge Nick Hækkerup var behov for at tænke sig grundigt om og ikke tage forhastede beslutninger.
I Venstre ærgrer man sig over de udskudte forhandlinger, da man ligesom regeringen mener, at der er behov for flere ressourcer til politiet.
- Politiet skal have flere ressourcer, og vi skal snarest i gang med politiforhandlinger.
- Jeg er meget ked af, at den nuværende regering har udskudt forhandlingerne om øgede ressourcer til politiet, siger Inger Støjberg, der er retsordfører for Venstre.
Jyllands-Postens historie dækker over tal fra Rigsadvokaten. De viser, at i alt 16.046 indbrudsanmeldelser i 2018 blev henlagt uden efterforskning, svarende til 29,3 procent af alle anmeldte indbrud.
En sag kan blandt andet henlægges, hvis en anmeldelse vurderes som grundløs, eller hvis der ikke er "relevante efterforskningsmuligheder", skriver avisen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned