Partiledere på stribe fordømmer massakre: Putin er krigsforbryder
Over weekenden har billeder og meldinger fra Butja, der ligger nær hovedstaden Kyiv, vakt stor opsigt.
Grusomme billeder fra den ukrainske by Butja viser billeder af dræbte civile spredt i gader og massegrave.
Det er endnu et bevis på, at den russiske præsident, Vladimir Putin, er krigsforbryder ifølge flere danske partiledere.
Og det understreger behovet for yderligere økonomiske sanktioner, som kan mærkes. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i Folketinget.
- De billeder, vi ser fra blandt andet Butja, viser den russiske invasions ufattelige brutalitet.
- Det, vi oplever nu, understreger behovet for at styrke sanktionerne mod Putin. Det arbejder vi på i EU sammen med vores vestlige allierede.
- Samtidig har vi et stort fælles ansvar for at tage imod de tusindvis af ukrainere, der flygter fra krigens rædsler, siger Mette Frederiksen.
Russiske soldater har forladt den ukrainske by Butja og beskyldes for at bagbinde civile og henrette dem i gaderne.
Rusland afviser og mener, at Ukraine har iscenesat det.
Satellitbilleder fra rumteknologi-selskabet Maxar Technologies indikerer, at der lå lig i gaderne i Butja, længe før ukrainerne genindtog byen.
Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at de ansvarlige skal drages til ansvar.
- Putins soldater har trukket sig tilbage og efterladt død og ødelæggelse. Nu ligger der lig af civile mennesker i gaderne. De er blevet skudt, nogle af dem med hænderne på ryggen, og der er også rapporter om massegrave.
- Vi kommer ikke til at glemme, hvad der er sket i Butja og i andre byer i Ukraine. Alle de ansvarlige skal stilles for en krigsforbryderdomstol. Den frie verden må og skal fordømme de forbrydelser, der er begået, siger han.
EU-Kommissionen er tirsdag klar med en femte sanktionspakke, som for første gang går målrettet efter at ramme russisk energi.
Gas er dog undtaget, da der er tale om at ramme en begrænset del af Ruslands eksport af kul. Det offentliggøres af EU-Kommissionen, mens de danske politikere debatterer.
Formand Søren Pape Poulsen (K) kalder Putin for krigsforbryder.
- Beretningerne derfra er forfærdelige. Billederne er endnu værre. Putin og hans soldater er krigsforbrydere, og vi skal sikre stærke konsekvenser mod russerne.
- Vi må øge alle former for leverancer til ukrainere. Vi må få overblik over, hvilke yderligere sanktioner vi kan drage mod Rusland. Også selv om de økonomiske sanktioner gør ondt på europæerne og danskerne selv, siger Pape.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie