Passagerer kan spare fire kroner pr. billet

Det viser beregninger, som Ritzau har lavet på baggrund af tal fra Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik og FynBus, inden regeringen har meldt noget konkret ud omkring, hvordan pengene skal fordeles.

Lige over en femtedel af befolkningen bor i Midttrafiks område, og hvis regeringens penge bliver fordelt efter befolkningstal, vil der ryge omkring 100 millioner kroner ned i deres billetautomater fra regeringen.

- Vi kan gøre rigtig meget for 100 millioner kroner. Det, som kunder lægger direkte i kassen for billetter, er en halv milliard kroner - så det vil være 20 procent og rigtig mange penge, siger Niels-Jørgen Danielsen fra Midttrafiks økonomiafdeling.

Vil samtlige billetpriser hos Midttrafik blive sænket med 20 procent, vil en enkelt voksenbillet falde fra 20 kroner til 16 kroner og et to zoners klippekort falde fra 130 til 104 kroner.

Midttrafik understreger dog, at de ikke selv vil lave samme beregninger, da det endnu er uklart, hvordan pengene bliver fordelt.

Nordjyllands Trafikselskab har budgetteret med en indtægt på 388 millioner i 2012. Da omkring 10 procent af befolkningen bor i Nordjylland, vil befolkningstallet i princippet udløse 50 millioner kroner.

- Der er ingen tvivl om, at det vil få endnu flere til at bruge den kollektive trafik i Nordjylland. Og hvis man bruger sådan en takstnedsættelse målrettet, så kan man flytte større grupper over i den kollektive trafik, siger bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen.

Vælger Nordjyllands Trafik at fordele det - endnu fiktive beløb - ud over alle billetter, vil priserne kunne sænkes med 13 procent. Det vil få en almindelig to zoners billet ned fra 20 til 17 kroner og et to zoners klippekort fra 118 til 103 kroner.

På Fyn vil pengene - ud fra samme præmisser og beregninger - udløse prisfald på 18 procent.

Movia, der dækker hele Sjælland, vil ikke kommentere regeringens udspil, før indholdet og konsekvenserne er kendt.

/ritzau/

Danskerne kan spare tre-fire kroner på busbilletten, hvis regeringens halve milliard kroner til offentlig transport bliver fordelt lige mellem landsdelene og på alle billettyper.

Offentliggjort Sidst opdateret