Patienter er bange for at hænge på større regning

De Radikales ønske om en reform af brugerbetalingen i det danske sundhedsvæsen vækker bekymring hos interesseorganisationen Danske Patienter.

Offentliggjort Sidst opdateret

For det klinger af, at politikerne har tænkt sig at bede danskerne punge ud på flere områder i sundhedsvæsnet end i dag, mener formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

- Hvis det er tilfældet, så frygter vi, at brugerbetalingen hurtigt bliver en del af regeringens økonomiske politik, som man kan skrue op for, hvis man lige står og mangler penge, siger Lars Engberg.

- Det bliver simpelthen for fristende for en regering med trængt økonomi lige at hæve honoraret for at gå til læge med 25 kroner. Vi vil stærkt advare mod, at man bruger sundhedsvæsnet på den måde, tilføjer han.

De Radikale vil ifølge Berlingske sætte en ekspertkommission til at reformere brugerbetalingen i sundhedsvæsnet. Et af forslagene fra partiet lyder, at rige skal betale mere end i dag, mens folk med få penge skal betale mindre.

Hos Danske Patienter er man grundlæggende imod brugerbetaling for at gå læge eller tandlæge. Blandt andet fordi det vil have en social slagside at opkræve penge for eksempel for en konsultation hos en praktiserende læge.

- Det vil afholde en masse mennesker fra at gå til læge, medmindre det er meget alvorligt. Nogle vil vente for længe, og i længden kan det koste menneskeliv, mener Lars Engberg.

Og formanden anerkender derfor, at der kan være en vis fornuft i forslaget om, at kassedamen fremover skal betale mindre for at gå til tandlægen, end den vellønnede direktør skal.

- Hvis man altså kan finde den balancegang, at dem, der skal betale mere, går lige så meget til tandlæge, som de altid har gjort, og dem, som skal betale mindre, kommer mere til tandlæge, siger Lars Engberg.

Danskerne betaler i dag selv for tandlægebesøg og en del af regningen for medicin, psykologhjælp, fysioterapi eller besøg hos kiropraktor.

/ritzau/