Pendlere vil have skrottet defekte IC4-tog hurtigst muligt
De fejlbehæftede IC4-tog skal ud, så pendlerne kan komme på arbejde til tiden, lyder det fra pendlertalsmand.
Så længe togene kører til tiden, er det ligegyldigt, om det er tog fra DSB eller fra en privat operatør, som fragter pendlerne til og fra arbejde.
Sådan siger talsmanden for pendlerne på Kystbanen, Michael Randropp, efter Liberal Alliance har forslået, at man hurtigst muligt udliciterer en stor del af togdriften, så man slipper for at køre med de skandaleramte IC4-tog.
- Vi er ligeglade med, hvad der står på togene. Det er derimod vigtigt for os, at man kan stole på køreplanen, siger Michael Randropp.
- Det er vigtigt som kunde at vide, at man kan komme på arbejde, på studiet eller hente sine børn til tiden, siger han.
I øjeblikket er kun 30 ud af 82 IC4-tog på skinnerne, og intet ser ud til at virke på det skandaleramte tog, der skulle have været køreklar i 2006.
Efter at have fået bremserne til at virke er det nu blandt andet dørene, der ikke kan lukke, og trinbrættet der ikke kan trækkes ind, og så er det umuligt at koble togvognene sammen uden at bruge lang tid.
Venstre tror ikke på, at IC4-togene nogensinde kommer til at erstatte IC3-togene. Derfor mener regeringen, at togene skal udfases.
Situationen med de fejlbehæftede tog har trukket i langdrag, og pendlertalsmanden håber på en løsning hurtigst muligt.
- Er du kunde i et supermarked, som du er utilfreds med, kan du bare handle et andet. Men som pendler har du ikke andet valg end at køre med DSB, fordi de har det meste passagertrafik i Danmark, siger Michael Randropp.
Hvis situationen med aflyste og forsinkede tog fortsætter, vil pendlerne se sig om efter andre muligheder, advarer han.
- Alternativet er, at man tager sin bil eller vælger at køre med lavprisbusselskaber. Det bør DSB være meget opmærksom på, siger han.
ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet